Haslev

0. klasserne på Vibeengskolen vandt kampagne

skolestart_fodgaenger

Haslev: På onsdag får børnehaveklasserne på Vibeengskolen overrakt diplom og penge som vindere af skolestartskampagnen

Onsdag den 23. oktober overrækker formand for Teknik- og Miljøudvalget i Faxe Kommune, René Tuekær, diplom og 2000 kr. til vinderne af årets skolestartskampagne, som blev børnehaveklasserne på Vibeengskolen, tidligere Lysholm skole.

Den landsdækkende kampagne ”Pas på de små i trafikken” kørte fra onsdag den 7. august til tirsdag den 3. september. Kampagnens formål var at få især bilisterne til at tage hensyn til de nye, små trafikanter og at få forældrene til at træne skolevejen til fods/på cykel med deres barn.

Via store plakater ude ved skolerne blev bilisterne derfor mindet om, at de skal passe på de nye elever. Ved skolestart gav lærerne eleverne i 0. klasse et opgavehæfte med hjem, som de kunne lave sammen med deres forældre. De voksne fik desuden en folder med gode råd til, hvordan de kunne træne i trafikken med deres barn. Alle skoler i Faxe Kommune har også fået kasketter og refleksveste, så eleverne i 0. klasse er synlige, når de eksempelvis skal på tur.

I opgavehæftet som børnene fik, var der en konkurrence, og skolerne skulle selv melde ind hvis de ville deltage i en konkurrence om 1000 kroner til klassekassen. Center for Teknik & Miljø foretog efterfølgende en lodtrækning blandt de tilmeldte klasser, hvor det blev børnehaveklasserne på Vibeengskolen, der tilsammen er vindere af 2000 kroner.

Bag kampagnen står Rådet for Sikker Trafik, Kommunerne i Danmark og TrygFonden.

Overrækkelsen foregår onsdag den 23. oktober klokken 8.15 på skolen, Lysholm Skolevej 10, 4690 Haslev.

Kommentarer