10.000 kr. til Mænds Mødesteder Haslev
Nordea-fonden uddeler med Lokalpuljen hvert år 25 mio. kr. til foreninger til fællesskabsorienterede projekter og aktiviteter, som skaber gode liv inden for sundhed, motion, natur og kultur.
24 sjællandske foreninger får penge fra Nordea-fonden
24 sjællandske foreninger modtager 478.163 kr. fra Nordea-fondens lokalpulje. Blandt de sjællandske modtagere er Mænds Mødesteder Haslev
Nordea-fonden har netop givet gode nyheder til 24 foreninger i Region Sjælland.
Foreningerne, der tæller alt fra en svæveflyveklub over et haverefugie til en musikforestilling har nemlig fået støtte til præcis den aktivitet, der vil gøre en forskel i deres hverdag og for deres medlemmer.
Blandt foreningerne er Mænds Mødesteder Haslev, der får 10.000 kr. til at etablering af et træværksted for foreningens medlemmer.
”Støtten skal gå til indkøb af maskiner til træværkstedet. Det er et frivillighedsprojektet, så de tilmeldte medlemmer og bestyrelsen skal selv bidrage til at skabe det værksted, de gerne vil have. Først skal det istandsættes og efterfølgende afholder vi åbent hus,” siger Torben Kastholm Hansen, Bestyrelsesformand i Mænds Mødesteder Haslev.
Støtten kommer også til at betyde noget for lokalmiljøet.
”Støtten betyder, at ensomme ældre mænd har et sted at gå hen og være sammen med ligesindede – at de kan komme ud og lave noget med hænderne. Det har stor betydning for mændenes psykiske og fysiske sundhed,” siger Torben Kastholm Hansen.
25 mio. kr. i Lokalpuljen
Nordea-fonden støtter foreninger og organisationer til fællesskabsorienterede projekter og aktiviteter, som skaber gode liv inden for sundhed, motion, natur og kultur. Hvert år uddeler fonden 25 mio. kr. til over 1.300 foreninger.
”Nordea-fonden har et almennyttigt formål, og derfor er vigtigt for os at bakke op om initiativer, som styrker det lokale fællesskab. Vi håber, flere foreninger og andre non-profit organisationer har lyst til at søge vores lokalpulje,” siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden.
Alle almennyttige foreninger og organisationer kan søge fonden om op til 100.000 kr. i støtte. Det typiske uddelingsbeløb er på 5.000-30.000 kr., der fx kan gå til foreningsaktiviteter, mindre events, udstyr til klubben eller lokale kulturarrangementer.
Kommentarer