Faxe Ladeplads

10 måneders gravearbejde i Faxe Ladeplads

Faxe Ladeplads: Faxe Forsyning forbedrer i løbet af de kommende måneder spildevands- og regnvandsafledningen i Faxe Ladeplads.

Faxe Forsyning A/S er nu startet på forberedelserne til etableringen af et regnvandsbassin langs Faxe Havnevej.

Kraftig regn forårsager i dag at der indimellem ledes spildevand med regnvandet ud i Faxe Bugt. Derfor etableres der i første omgang en ny regnvandsledning langs Faxe Havnevej. Det bliver en ekstra stor regnvandsledning som samtidig kan fungere som regnvandsbassin, der kan optage regnvand i større mængder.

Den nye regnvandsledning bliver gravet ned langs de første ca. 350 meter af Faxe Havnevej, og tilsluttet den nye regnvandsledning ved Roklubben.

Gravearbejdet starter om ca. 14 dage og vil i første omgang vare 4 måneder.

I forlængelse af arbejdet med at etablere ny regnvandsledning er det planen at gennemføre en opdeling af kloakeringen fra ejendomme på Hylleholtvej, Postvej, samt et mindre stykke af Hovedgaden i Faxe Ladeplads. Det projekt er i høring frem til den 28. december, og forventes at begynde til april og være afsluttet omkring september 2012.

Opdeling af spildevand og regnvand vil betyde at ejerne af ejendommene i de berørte områder skal søge for at at opdele deres afledning til de to nye afløbsledninger. Opdelingen betyder at hver lodsejer skal have nedsat en brønd mere og tilsluttet regnvand til regnvandsafledningen og kloak til spildevandsledningen.

Udgiften til denne opdeling ligger hos den enkelte ejer, og tidsfristen for at få opdelingen på plads ligger endnu ikke fast, men ifølge Poul Jensen, Natur og Vand i Faxe Kommune vil fristen formegentlig blive i løbet af næste sommer.

Entreprenørvirksomheden Per Aasleff har oprettet skurby på parkeringspladsen på Havneområdet, og oplyser at der vil blive en del afspærring i forbindelse med gravearbejdet, som altså vil stå på fra om 14 dage og frem til september 2012 – hvis ikke vinteren bliver hård, for så vil projektet ifølge projektleder Claus Morritsen i Faxe Forsyning kunne blive forsinket.

Kommentarer