Faxe Ladeplads

VIDEO: 10 meter højt træ væltet ned over vej

Faxe Ladeplads: Et ca 10 meter højt træ væltede tirsdag aften ned over Vesterskovvej i Vemmetofte. 

Den seneste tids store regnmængder i Faxe-området, var tirsdag aften formodentlig årsag til at et ca. 10 meter højt træ væltede ned over Vesterskovvej, der er alleen fra Vemmetofte mod Kissendrup.

Lidt før Kl. 23 blev Faxe Brand & Redning alarmeret af en mand, der bor i nærheden. Lyden af det store træ, der væltede ned over vejen fik i første omgang manden til at alarmere om et færdelsuheld, hvor han troede et træ var væltet ned over en bil.

Indsatsleder Per Aasbjerg kunne dog hurtigt konstatere at der blot var tale om et væltet træ, og ikke noget færdselsuheld. Faxe Brand & Redning skar træet op på vejen og trak det ind til siden.

– Træet står på kanten af en å, hvor der på grund af den megen regn er meget vådt, og derfor har det mistet rodfæstet og er altså væltet i stille vejr, forklarer indsatsleder Per Aasbjerg til Faxe.nu mens brandmændene går igang med at skære træet i mindre stykker.

På vejens ene side er der skov og på den anden side en kornmark.

– Vi kunne vælge den nemme løsning, forklarer Per Aasbjerg og peger ud i kornmarken. Vi kunne meget hurtigt fjerne træet ved at køre ud i marken trække træet den vej ud, men det ville gå hårdt ud over bondens afgrøder, derfor vælger vi nu den lidt mere besværlige løsning, hvor vi via en talje i et træ inde i skoven trækker træet ind til den side istedet, forklarer indsatslederen.

Brandfolkene arbejdede på stedet i et par timer før vejen var ryddet og det store træ trukket til side.

 

Kommentarer