100 glade børn lavede rollespil i Nordskoven
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2016/09/Landsbyen2-620x380.jpg)
Haslev: Hen over tre dage i denne uge har cirka 100 børn fra SFO Nordlyset lavet rollespil i Nordskoven.
SFO Nordlyset på Vestskolens afdeling Nordskov har en lang tradition for rollespillet, som både børn og voksne lever sig grundigt ind i.
– Rollespillet er uden tvivl kommet i stand på grund af en meget engageret og velforberedt personalegruppe, som brænder for det de laver. Alt fra kostumer, make-up og andre rekvisitter har personalet selv lavet i samarbejde med børnene i tiden op til rollespillet, fortæller SFO-leder Karina Hvid.
I år blev rollespillet bygget op om historien om kongeriget Norddalen, som ligger langt inde i Nordskoven. Og det var en dramatisk historie, der udspillede sig her, hvor troldkvinden Kryxyla med sit had mod kongefamilien forsøgte at overtage Norddalen.
Børnene havde forud for rollespillet haft mulighed for at læse den grundlæggende historie grundigt igennem, men de vidste ikke, hvilken vej historien ville udvikle sig.
Inden den onde troldkvinde Kryxula selv blev forvandlet til en rotte, havde hun held med sit trylleri. Hun sørgede for, at kongen inden for en årrække ville gå tilbage i udvikling og ende med at blive til en baby. Den smukke prinsesse ville ligeledes ende med en grim forvandling af hendes ellers meget smukke ansigt. Mens forandringerne skete, måtte byen stå sammen og prøve i fællesskab at fange rotten. Det hele endte heldigvis godt. Kongen blev voksen igen og prinsessen blev smuk.
Hele SFO Nordlyset emmede af forberedelse til rollespillet i ugerne op til historiens begyndelse.
– De pædagogiske overvejelser bag rollespillet er mange. Men pejlemærker som ”fællesskab” og ”social læring” har været i fokus, fortæller Karina Hvid og tilføjer:
– Når børnene uddrager viden fra det sociale fællesskab, bearbejder denne viden individuelt og senere indvirker og bidrager til fællesskabet, så er der sket en læring hos barnet. Samtidig har alle børn og voksne nogle sjove dage i skoven. Børnene har bidraget til landsbyen med deres arbejdskraft i form af indsamling af mad, bygget huse, betjene krostuen, fængslet og hospitalet. Bålpladsen skulle holdes i gang, og der skulle laves mad. Grupper har ageret soldater og skovfolk.
Kommentarer