Spildevand: 1-6 for den sunde fornuft
Debat: I den verserende debat om spildevandsrensning har DF gentagne gange påpeget at vi, som de fleste andre, ønsker at værne om natur og miljø, men at der kun skal gøres bekostelige tiltag hvor der er et reelt behov for det.
Indsendt af Eli Jacobi Nielsen, Prins Buris Vej 19, 4653 Karise. Byrådsmedlem for DF, Faxe.
Således var DF med til at stille forslag i Teknik og Miljøudvalget d 27/4 om bl.a. at introducere et måleprogram så man kunne konstatere hvilke ejendomme i det åbne land der rent faktisk bidrager til forurening i væsentlig grad, og derved fritage øvrige ejendomme for påbud. Et tilsvarende forslag er vedtaget i Slagelse kommune med stemmer fra V, LA og DF.
Forslaget blev nedstemt med 6-1, det beklager vi naturligvis, og anser det som et nederlag for den sunde fornuft. Andre, som Lars Christensen (Ø), kalder det i medierne ”en sejr for miljøet”. Desværre undlader Lars Christensen at forklare problemet i at foretage disse målinger, og retter i stedet et i denne forbindelse irrelevant angreb på en ledende LA politiker, Villum Christensen, der tillægges ønsker om at måtte øge forureningen.
Staten har indført Miljøloven, og bemyndiget kommunerne til at administrere den. Det er DF’s holdning at denne administration skal ske med hensyntagen til proportionalitetsprincippet, herunder anvendelsen af målinger og grænseværdier. Dette fører ikke til øget udledning, men fritager en del husejere for unødvendige udgifter.
Enhedslisten udråber vandmiljøet til vinder efter afgørelsen i TMU, DF kan så konstatere at almindelige borgere og den sunde fornuft er taberne.
Kommentarer