11-årig haslevit fik dusør af politiet
Haslev: Den 11-årige Emil Holman fra Haslev fik tirsdag en dusør af politiet for at have hjulpet til ved et færdselsuheld i februar.
Tirsdag den 9. juni havde Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi inviteret en række særligt udvalgte borgere til et dusørarrangement på Næstved Politistation. Her overrakte politidirektør Lene Frank en dusør til borgere, som har ydet en særlig indsats til hjælp for andre borgere eller politiet.
Politiet havde inviteret 22 personer, hvoraf 12, havde mulighed for at komme til selve overrækkelsen. Deriblandt den 11-årige dreng Emil Holman fra Haslev.
– For godt tre måneder siden den 25. februar kom du og din kammerat om eftermiddagen cyklende sammen på en cykelsti i Haslev langs Bråbyvej indtil I skulle hver sin vej, der hvor cykelstien sluttede, sagde politidirektør Lene Frank ved dagens dusøroverrækkelse. Og hun fortsatte:
– Kort efter at jeres veje skiltes, drejede du hovedet bagud for at råbe farvel til din ven, men i stedet så du noget meget ubehageligt. Din ven fortsatte nemlig lige ud på kørebanen, hvor en bil i det samme kom kørende. Føreren af bilen kørte ikke for hurtigt, men hun kunne ikke nå at bremse, og bilen ramte din kammerat… hårdt.
– Du og føreren i bilen var hurtigt henne ved din kammerat for at hjælpe ham. Heldigvis havde han cykelhjelm på, men han havde alligevel slået sit hoved slemt, og I kunne ikke rigtig komme i kontakt med ham.
-Den kvindelige bilist fik ringet 1-1-2. Og mens I ventede på ambulancen, var du hele tiden på stedet for at støtte din ven, mens den kvindelige bilist gav førstehjælp. Du holdt hovedet koldt og tilbød din hjælp til den kvindelige bilist – blandt andet hentede du et tæppe fra hendes bil, så din ven kunne ligge bedre.
– Din ven blev fløjet til Rigshospitalet med en lægehelikopter, hvor lægerne kunne konstatere, at han havde fået en meget alvorlig og kraftig hjernerystelse.
– Da vores betjente kom til stedet, lagde de mærke til dit rolige sind og gode evne til at hjælpe. Og den kvindelige bilist, som havde ramt din kammerat, fortalte, at du havde gjort en helt særlig indsats for hende ved at støtte, hjælpe og være ved hendes side, mens I ventede på redningsfolkene, sagde politidirektør Lene Frank.
– Du fortjener ualmindelig stor ros for din indsats. Det kræver noget helt særligt, når man som blot 11 år gammel kan holde hovedet klart og hjælpe, når man lige har set ens ven blive kørt ned. Det kan du være meget stolt af.
– Tak, lød det afsluttende fra politidirektør Lene Frank.
Kommentarer