Haslev

11-årige Mads finder Danekræ i Faxe Kalkbrud

Mads fandt tanden fra en fortidskrokodille. I efterårsferien kan du også komme på fossiljagt.

 

Fossiljagt i Faxe Kalkbrud kan vise sig at være en fantastisk spændende rejse til fortiden. Det måtte 11-årige Mads Hyldager fra Gentofte sande, da han en dag i august deltog i en fossiljagt sammen med Geomuseum Faxe.

Her fandt han en stor flot tand, som han stolt viste til museets guide Amanda Mc Keever. Amanda kunne straks se, at det ikke var en hajtand, disse findes jævnligt i Faxe kalkbrud. Tanden var nemlig cirkulær i tværsnit og derved kegleformet som tænderne hos en krokodille. Hajtænder er flade i tværsnit. Den havde også tydelige striber i emaljen som hos krokodilletænder. Det er yderst sjældent at finde tænder fra krokodiller i Faxe Kalkbrud. Amanda tilkaldte derfor museumsinspektør Jesper Milàn, der kunne bekræfte at Mads ovenikøbet havde fundet en tand fra en helt ny type krokodille, der aldrig før er fundet i kalkbruddet.
Den type krokodille man hidtil kendt fra kalkbruddet var en langsnudet fiskespisende krokodille, der hed Thoracosaurus, hvis tænder var lange og slanke. Den tand Mads havde fundet var bred og kegleformet som hos en moderne alligator.

– Det er et fantastisk vigtigt fund Mads har gjort der. Vi har længe haft mistanke om at der levede mere end en type krokodiller i havet ved Faxe for 63 millioner år siden, men nu har vi det første håndgribelige bevis for det.

– Vi har et stykke skildpaddeskjold i museets udstilling der har bidmærker fra krokodilletænder i sig, og det har altid undret mig en del, da den velkendte krokodille Thoracosaurus havde lange tynde tænder der ikke ville kunne holde til at knuse skjoldet på en krokodille. Den nye tand her stammer fra en krokodilleform der absolut ikke ville have problemer med at knuse et skildpaddeskjold, fortæller Jesper Milàn.

Tanden er netop blevet erklæret for Danekræ og bliver udstillet på Geomuseum Faxe i efterårsferien sammen med andre nye Danekræ fra området.

Mads fandt et danekræ og det kan du også. Hver dag i efterårsferien kan du deltage i fossiljagter, se mere på www.geomuseumfaxe.dk

Kommentarer