Erik Grønvall Kempfner er ny præst i Hylleholt kirke
Det var en fyldt Hylleholt kirke, der Palmesøndag tog imod den nye præst Erik Grønvall Kempfner.
Palmesøndag den 9. april klokken 14.00 blev den 41-årige Erik Grønvall Kempfner indsat som ny sognepræst i Hylleholt Kirke.
Indsættelsen blev foretaget af provst for Tryggevælde Provsti, Erhard Schulte Westenberg. Den nye præst blev foruden af provsten, ført til alters af Carsten Ackermann og Torben Petersen fra Roholte og Spjellerup kirker.
Indsættelsen og dagens salmer blev præget af det faktum, at kirkekalenderen var nået til Palmesøndag.
Som et festligt ekstra indslag fik de mange fremmødte en smuk sang med fra Rokogo-koret.
Læs også: Ny præst i Faxe Ladeplads indsættes Palmesøndag
Efter højtideligheden i Hylleholt kirke var der kirkekaffe i Sognegården, og her måtte man sætte ekstra borde ind, for at kunne skaffe siddeplads til de mange fremmødte.
– Et spændende goddag til Hylleholts nye præst med en usædvanlig bredde i fremmødet, skriver Eddie van Lüthje.
Denne artikel er et læsertip. Du kan også tippe Faxe Netavis ved at sende billeder og tekst til tip@faxe.nu.
Kommentarer