Haslev

112-redegørelse: Beredskabet ydede en vellykket indsats

Region Sjælland har udført en såkaldt 112-redegørelse der gennemgår begivenhederne den famøse torsdag, hvor to børn i Haslev døde.

Akutberedskabet ydede samlet set en vellykket indsats den torsdag, hvor to børn døde i Haslev. Det skriver Region Sjælland i en 112-redegørelse, som blev offentliggjort torsdag.

– Overordnet vurderes det, at alle implicerede har ydet en professionel indsats med et godt samarbejde på tværs af myndigheder og på tværs af enheder internt i Region Sjælland og regionens entreprenører, lyder det i redegørelsen.

Læs også: Kulegravning af forgiftningssag kan tage uger

Men indsatsen er dog ikke forløbet gnidningsløst, der har både været sproglige vanskeligheder og problemer med at komme igennem til Giftlinjen.

Sproglige vanskeligheder

Udover at to børn var bevidstløse, var to andre børn svært syge og syv ramt af symptomer. Derudover var der også både fætre og kusiner til stede på adressen. Det fik akutberedskabet til at frygte at hele flygtningecenteret var ramt. Så det besluttes at aktivere både sundhedsberedskabet og sygehusberedskabet.

– På grund af sproglige udfordringer var det langt hen i forløbet uklart, hvor mange der havde spist af svamperetten, der blev oplyst som mulig årsag til den formodede forgiftning; derfor var det uklart, hvor mange personer der var i risiko for at udvikle symptomer, står der i rapporten.

De to svært syge børns tilstand forværredes desuden så hurtigt, at man frygtede, at også de ikke så syge børns tilstande hurtigt ville blive værre.

Havde svært ved at komme igennem til Giftlinjen

Ifølge 112-redegørelsen havde de forskellige læger på sygehusene svært ved at komme i kontakt med Giftlinjen, idet de ønskede rådgivning omkring den eventuelle svampeforgiftning.

Kim Dalhoff, der er ansvarlig overlæge hos Giftlinjen, bekræfter, at der kan være ventetider i travle perioder.

– Vi har gennem årene arbejdet meget med at effektivisere Giftlinjen, således at svartiderne kan holdes nede. Vi satser på, at borgere eller sundhedspersoner maksimalt må vente to minutter i telefonen, inden vi svarer, siger Kim Dalhoff til TV2 og han fortsætter:

– Men når det så er sagt, kan der – heldigvis sjældent – optræde større katastrofer, hvor mange mennesker bliver forgiftet, og i sådanne tilfælde er vores kapacitet for lille.

Giftlinjen har kun mulighed for at holde to telefonlinjer åbne. De åbnede tilbage i 20017, hvor de fik 10.000 henvendelser. Budget og bemanding er det samme som i 2007, men de forventer at få mere end 25.000 henvendelser i år. De ønsker flere penge så de kan holde tre linjer åbne samt at kunne indkalde speciallæger når sygeplejerskerne er trængte.

112-redegørelsen handler udelukkende om forløbet torsdag den 19. oktober, hvor akutberedskabet blev alarmeret. Man har i denne forbindelse ikke undersøgt forløbet i dagene forinden, hvor familien flere gange var i kontakt med sundhedsvæsnet.

Styrelsen for Patientsikkerhed er gået i gang med at undersøge forløbet op til torsdagen samt alle de lægefaglige ting.

Historien kort

Det lykkedes aldrig at opdage, hvor syge børnene var, eller hvad de fejlede, inden den 15-årig pige og den yngre bror torsdag den 19. oktober afgik ved døden.

Forsøgte at få hjælp fra mandag til torsdag

Moderen var den første der blev syg. Hjulpet af sin mand opsøgte hun sin egen læge om mandagen den 16. oktober. Mandag aften blev 15-årige datter, den nu afdøde Naomi, alvorligt syg. Siden da kæmpede den syge familie for at få sundhedsfaglig hjælp, blandt andet ved to besøg hos egen læge, adskillige 112-opkald, en indlæggelse på Næstved Sygehus og opkald til familiens sagsbehandler i Faxe Kommune. Alt sammen kompliceret af at familiefaderen ikke taler ret meget dansk, eller engelsk.

Torsdag formiddag ringede en nabo, der taler bedre dansk, til 112 for familien. Og så gik det stærkt.

Kommentarer