Ny naturlegeplads i Dalby indvies lørdag
Dalby og Omegns Borgerforening indvier lørdag deres nye naturlegeplads, på firkanten ved Nordstjernen og kirkegården.
Lørdag den 17. juni klokken 11.00 indvier Dalby og Omegns Borgerforening deres nye naturlegeplads, på firkanten bagved Nordstjernen og kirkegården. Legepladsen ligger således tæt på skolestien fra Bavnestræde til Heeringvej.
På legepladsen er der opsat balancebomme, klatrestativ, vikingeskib, lufthavn, rutsjebane og balancepæle, så den kan opfylde alle ønsker fra både de helt små børn og de lidt større. Der er desuden opsat bænke, så man kan sidde og nyde børnenes leg.
Det er det lokale firma Tidselgaarden på Babberupvej der har produceret og opført naturlegepladsen. De har blandt andet anvendt certificeret dansk egetræ fra Gjorslev Gods.
Legepladsen indvies med en tale af Dorthe Egede Borg, der er formand for Dalby og Omegns Borgerforening.
Borgerforeningen sælger drikkevarer. Der vil ligeledes blive solgt popcorn, som er lavet af en af de lokale drenge, i hans egen popcornmaskine.
Naturlegepladsen har fået tilskud fra Faxe Kommunes lokalpuljeordninger. Over to omgange har kommunen bevilget i alt 100.000 kroner til legepladsen. Desuden har Faxe Kommune overdraget arealet til borgerforeningen, som skal sørge for at vedligeholde arealet samt redskaberne.
Kommentarer