Dalby

13-årige Naya er dobbelt Danmarksmester i svømning

Se billedserie

På bare 8 måneder er det lykkedes Naya Modin Thomsen fra Dalby at blive Danmarksmester i crawl på både langbane og kortbane i henholdsvis 100 meter og 200 meter fri.

I juni 2016 blev Naya Modin Thomsen Dansk Årgangsmester på langbane, (50 meter bassin) i 100 meter fri (svømmestilen crawl), og i forrige weekend fra den 3. til 5. februar lykkedes det så igen for Naya at holde konkurrenterne bag sig fra start til slut, da hun vandt danmarksmesterskabet i 200 meter fri på kortbane (25 meter bassin) i Odense i tiden 02:07.71. Tiden var så hurtig, at den placerede Naya som nummer et på Dansk Svømmeunions rangliste for 13-årige kvindelige svømmere i indeværende sæson.

Ud over titlen som Danmarksmester lykkedes det for Naya, at skære over 7 sekunder af sin tid i 400 meter medley, hvilket består af 100 meter butterfly, 100 meter rygsvømning, 100 meter brystsvømning og 100 meter crawl. Den nye personlige rekord i 400 meter medley i tiden 05:13.63 indbragte en samlet 4 plads i det hårde felt. Også i 100 meter fri lykkedes det Naya at sætte endnu en personlig rekord, der rakte til en plads som nummer 5 kun 7/100 sekund fra at svømme under minuttet, hvilket var et mål, som det desværre ikke lykkedes Naya at opfylde i Odense.

Naya er ikke kommet sovende til sine resultater. Hun træner 7 gange om ugen i vandet i Herfølge Svømmehal, heraf 2 morgensvømninger af 2 timers varighed inden skolestart i 7. klasse på Druestrup Friskole, og derud over er der dryland træning (styrketræning på land) 4 gange om ugen.

Naya bruger i øjeblikket sin vinterferie på Mallorca, hvor hun sammen med de dygtigste svømmere fra Køge Svømmeklub er på en 14 dages træningslejr. Når hun vender hjem til Danmark igen, bliver der lagt endnu et morgentræningspas ind i træningsprogrammet, så hun samlet kommer op på små 20 timers ugentlig træning i Herfølge Svømmehal, som er basen for Køge Svømmeklubs lidt over 100 dygtige konkurrencesvømmere.

Træningen frem mod Danmarksmesterskabet på langbane til sommer er gået i gang for årgangssvømmerne fra Køge Svømmeklub, og på vej mod topningen i juni måned venter endnu en træningslejr på La Santa Sport for Årgang 1 svømmerne fra Køge, ligesom der hen over foråret er planlagt deltagelse i adskillige svømmestævner rundt omkring i Danmark. Sponsorerne der støtter de dygtige konkurrencesvømmerne fra Køge Svømmeklub får derfor helt sikkert valuta for deres sponsorater, ligesom der afholdes et sponsorstævne i Herfølge Svømmehal den 11. marts 2017, hvor samtlige sponsorere vil blive synliggjort og takket for deres støtte.

Kommentarer