13-årig har stærk medicin med i madkassen
Faxe: En 13-årig dreng, der går på Rolloskolen, har stærk ADHD-medicin med i skole hver dag
En mor fra Faxe frygter at andre børn får fat i hendes 13-åriges søns stærke ADHD-medicin. Han får hver dag en pille med i madpakken. Men han nægter ofte at tage medicinen.
– Syv ud af ti gange tager min søn ikke pillerne, og nogle gange ryger de i skraldespanden, fortæller, moderen til den 13-årige, Hanne Baron til DR Sjælland og fortsætter:
– Jeg frygter at andre børn en dag spiser pillerne, som ligner slikket tic-tac. Og jeg har derfor skrevet om det på skolens forældre-intra, så andre forældre tager en snak med deres børn om det, fortæller Hanne Baron. Hun har uden held forsøgt at få Rolloskolen til at give hendes søn den daglige pille på skolens kontor.
Skolen har oplyst til DR Sjælland, at man i dialog med forældrene finder en forsvarlig løsning fra gang til gang, men at de ikke ønsker at kommentere den konkrete sag.
– Skolerne bør have en medicinpolitik, lyder det fra formand for Skolelederforeningen, Anders Balle der ifølge DR Sjælland deler Hanne Barons bekymring for den stærke medicin i madkassen.
– Når langt flere børn med særlige behov de kommende år strømmer ind i folkeskolen, er det helt afgørende for deres skolegang, at der er styr på medicinpolitikken, lyder det fra ADHD-foreningens formand Jette Myglegård.
ADHD-medicinen er amfetaminlignende og benyttes i kriminelle kredse som et euforiserende stof.
Kommentarer