Faxe by

14-årig pige overfaldet på Rønnedevej i Faxe

14-årig pige blev muligvis udsat for et voldtægtsforsøg på Rønnedevej i Faxe natten til onsdag

Natten til onsdag den 22. marts omkring midnat steg en 14-årig pige af bussen fra Næstved på Rønnedevej i Faxe, for at gå hjem. Da hun nåede Nikolines Vej, en sidevej til Rønnedevej, omkring klokken 00.10 blev hun overfaldet af en mørkklædt mand. Det skriver TV Øst.

– Hun var ankommet med bussen fra Næstved og formentlig på vej hjem, da hun pludselig blev overfaldet af en mand, oplyser vagtchef Anders Mikkelsen ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV ØST.

Pigen bliver overfaldet bagfra, løftet op i luften og smidt ned på jorden. Herefter bliver pigen tildelt flere knytnæveslag blandt andet i ansigtet, og Anders Mikkelsen oplyser til Sjællandske, at man efterforsker overfaldet som et voldtægtsforsøg.

– Det lykkedes dog pigen at vriste sig fri og løbe fra stedet, fortæller Anders Mikkelsen til TV Øst og han tilføjer, at pigen ikke så gerningsmandens ansigt, som han skjulte i en hættetrøje.

Pigen ringede selv til 112 og politiet sendte straks flere hundepatruljer, der eftersøgte området, men de fandt ikke overfaldsmanden.

Gerningsmanden beskrives som dansktalende mand med fuldskæg på cirka 30 år, omkring 175 cm høj. Han var iført en lang hættetrøje, løse, mørke bukser, hvide sko og handsker.

Politiet oplyser et den unge pige er meget ked af det og at hun skal afhøres endnu en gang i løbet af onsdagen.

Hvis nogen har set eller hørt noget omkring det tidspunkt, så hører politiet meget gerne fra dem på telefon 114.

 

Kommentarer