Roholte

1500 bigballer brænder ved Roholtevej

ildebrand_flammer

Roholte/Faxe: Omkring 1500 bigballer står i flammer ved Roholtevej. Branden er muligvis påsat.

Tirsdag den 29. december klokken 23.51 modtog politiet og Midt- og Sydsjællands Brand & Redning i Faxe en melding om at omkring 1500 bigballer stod i flammer, på Roholtevej 15 ved Orup.

Da brandfolkene ankom brændte det kun i den ene ende af den lange halmstak, men hjulpet af den kraftige blæst spredte branden sig til alle hamlballerne med eksplosionsagtig fart. To af brandbilerne, der holdt tæt på stakken, fik flere skader på grund af strålevarmen, sidespejlene smeltede, lak og glasfibersiderne på den ene bil blev delvis ødelagt. Det skriver Sjællandske.

– Ingen mennesker er kommet til skade, og der er heller ikke fare for at branden bevæger sig videre, fortæller vagtchef Ole Hald, vagtchef hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til  Ekstra Bladet.

Branden udvikler voldsom varme og samtidigt blæser det kraftigt, så det har endnu ikke været muligt at påbegynde slukningsarbejdet.

– Det kan ikke lade sig gøre, før der går adskillige timer eller dage, siger Ole Hald til Ekstra Bladet.

Når brandmændene kan komme i nærheden af bigballerne, skal de hårdt sammenpressede baller først løsnes, før ilden kan slukkes.

Midt- og Sydsjællands Brand & Redning har bedt om assistance fra brandstationerne i Haslev og Præstø samt fra Beredskabsstyrelsen i Næstved. Brandfolkene skal blandt andet forhindre at gløder fra branden ikke antænder nogle huse og træer, der ligger i vindretningen fra den voldsomme brand.

Branden er muligvis påsat

Politiet har en mistanke om at branden skyldes fyrværkeri, samt at den kan være påsat.

– Branden kan være påsat ved brug af fyrværkeri. Nu skal vi finde ud af, om det har være hændeligt. Der er blevet set en bil og tre til fire mennesker i området omkring branden. Dem vil vi gerne tale med, så vi eventuelt kan afkræfte, at de har været involveret, siger Ole Hald til Sjællandske.

Hvis man har oplysninger om brandens opståen kan man kontakte politiet på telefon 114.

Kommentarer