Navnenyt

16-årig fra Faxe nyuddannet som travkusk

Faxe: Tobias Nygaard Jonassen fra Faxe har netop bestået den praktiske prøve, så han må køre travløb på landets travbaner

16-årige Tobias Nygaard Jonassen fra Faxe bestod forleden kørelicens-prøven på Charlottenlund Travbane. Nu kan han få lov til at køre travløb mod sportens etablerede navne og dermed også både sin far, Anders Jonassen, og farbror René Jonassen.

Det er ikke tilfældigt, at Tobias elsker travheste. Hans farfar har travheste, hans far har travheste, og så er hans onkel professionel travtræner.

– Jeg fik som tiårig lov til at køre lidt med min fars heste hjemme på gården, og et par år senere fik jeg så lov til hver lørdag at komme i stalden hos min onkel. Hos René har jeg været med til at træne og virkelig lært en hel masse, fortæller Tobias Nygaard Jonassen.

Tobias har efter planen allerede debut lørdag den 15. september, hvor der er såkaldt ‘social lørdag’ på travbanen i Charlottenlund.

Tobias overvejer stadig om travsporten kan blive en fremtidig levevej, men er i mellemtiden begyndt på en uddannelse, grundforløbet som tømrer.

Kommentarer