17-årig frifundet for voldtægt
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2012/12/retten_hammer.jpg)
Haslev: To ud af tre dommerne har frifundet en 17-årig ung mand for en voldtægt, der angiveligt fandt sted ved Sofiendalsskolen i august måned.
En 17-årig ung mand T har siden den 9. august 2014 siddet varetægtsfængslet tiltalt for voldtægt.
Anklagen lød på at T den 9. august 2014 cirka klokken 01.00 ved Sofiendalsskolen i Haslev, ved vold eller trussel om vold at have tiltvunget sig samleje med F.
T fastholdt begge F’s arme mens hun lå på jorden, trak hendes kjole op og hendes trusser ned, hvorefter han gennemførte samleje til udløsning selvom F tydeligt tilkendegav, at hun ikke ønskede dette.
I rettens dom står der:
– Der er enighed om, at T og F havde samleje den 9. august 2014, cirka klokken 01.00 ved Sofiendalsskolen og at F havde sex med A på et toilet i en kebabrestaurant tidligere samme aften.
– Der er endelig enighed om, at T og F har haft seksuelt samkvem med hinanden jævnligt de sidste par år, og at F ønskede at være kæreste med T, men at dette ønske ikke var gengældt.
T har forklaret, at samlejet var frivilligt og fandt sted stående.
2 dommere udtaler:
– Vi finder det ikke bevist, at samlejet mellem T og F skete mod F’s vilje og lægger i den forbindelse vægt på deres tidligere seksuelle samkvem.
1 dommer udtaler:
– F har forklaret, at T greb om hende, befølte og kyssede hende og at de på et tidspunkt kom ned at ligge på jorden, hvor T, mens han holdte fast om hendes hænder, fuldbyrdede samlejet.
– F har forklaret, at hun under hele forløbet afviste T og at hun gjorde modstand. F’s forklaring om at samlejet skete liggende underbygges af, at der på hendes jakke er fundet en jordtilsmudsning og at der ved den retsmedicinske undersøgelse nederst på hendes ryg er fundet en mindre hudafskrabning og på venstre sædebalde et rødligt område.
– På denne baggrund, og når henses til F’s sikre og troværdige forklaring, findes det bevist, at samlejet ikke var frivilligt, men blev gennemtvunget af T ved fastholdelse af F, herunder med sin kropsvægt.
– Der lægges endvidere vægt på, at T’s forklaring om det passerede under samlejet, savner sandsynlighedens præg. Denne dommer finder derfor T skyldig i overensstemmelse med anklageskriftet.
Med et flertal på to mod en, blev T således frikendt.
Anklagemyndigheden har 14 dage til at overveje, om dommen skal ankes.
Kommentarer