Dalby

18-årig forsøgte at stikke af fra politiet

politi_motorcykel

Dalby: 18-årig blev mandag blandt andet sigtet for vold mod tjenestemand, efter at være stukket af fra en motorcykelbetjent

Mandag den 29. september klokken 14:55 opdagede en motorcykelbetjent en ung mand, der kørte på knallert ad Vordingborgvej i Dalby med en ulovlig passager på bagsædet og ingen styrthjelm. Derfor kørte betjenten efter og gav tegn til dem om at standse.

Det gjorde den unge mand imidlertid ikke. Han fortsatte ud foran en bil og ad flere veje ned til kirken i Dalby, hvor betjenten fik standset knallerten.

Undervejs havde den unge mand flere gange forsøgt at køre ind i betjenten, og da de begge holdt stille ved kirken, sparkede den unge mand både til betjent og motorcykel, så den væltede.

Herefter forsøgte han at stikke af, men betjenten fik fat i ham igen.

Den unge mand, der er 18 år, virkede påvirket og han blev derfor anholdt og sigtet for at køre i påvirket tilstand samt for adskillige overtrædelser af færdselsloven og for vold mod tjenestemand.

Pigen, der er fra lokalområdet og sad bagpå, var meget ophidset og slog og sparkede betjenten, da han var i gang med at fange den 18-årige ind. Hun er imidlertid kun 13 år, og kunne derfor ikke sigtes.

Kommentarer