18-årig fra Faxe Ladeplads kørt galt i lastvogn
Faxe Ladeplads: En 18-årig spirituspåvirket mand fra Faxe Ladeplads var søndag eftermiddag involveret i et færdselsuheld på Vollerslevvej mellem Ringsted og Køge
Søndag den 4. november klokken 16:10 fik politiet en anmeldelse om, at en anhænger tilkoblet en lastbil var væltet ned i grøften efter at have påkørt et træ på Vollerslevvej mellem Ringsted og Køge.
Politiet traf på uheldsstedet to mænd – en 38-årig mand fra Regstrup og en 18-årig mand fra Faxe Ladeplads – der begge var spirituspåvirkede. Ingen af dem ville umiddelbart erkende at have været fører af lastbilen. Ingen af dem var identisk med navnet på fartskriverkortet i lastbilen.
Derfor blev begge mænd anholdt som mistænkt for spirituskørsel i lastbilen med anhænger og fik udtaget en blodprøve til nærmere analyse for alkohol.
Lastbilen og anhænger var fyldt med murbrokker og var kommet i slinger under kørslen, hvorefter anhængeren til sidst havde ramt et træ og var væltet ned i grøften. Diverse murbrokker blev spredt ud på vejen og en mark.
Politiet brugte eftermiddagen og aftenen til at foretage efterforskning i et forsøg på at fastlægge identiteten på føreren af lastbilen. Efter afhøringer blev de to mænd løsladt i nat.
Ingen kom til skade ved uheldet.
Kommentarer