Rønnede

18-årig står til fem år for Rønnede-hjemmerøveri

Rønnede: Siden slutningen af oktober har en 18-årig mand siddet varetægtsfængslet for røveriet i Rønnede, som skete 26. august.

Men først i dag torsdag besluttede Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi at fortælle om fængslingen.

– Vi havde håbet på at få fat på de andre gerningsmænd, siger vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen om begrundelsen for at gå stille med dørene, og oplyser, at den 18-årige er fra Storkøbenhavn.

Læs også: 18-årig varetægtsfængslet i sag om hjemmerøveri

I sommer trådte en ændring af straffeloven i kraft, og den skubber straffen for hjemmerøveri gevaldigt i vejret. Vel at mærke den type hjemmerøveri, hvor offer og gerningsmand ikke kender hinanden i forvejen.

Nu er udgangspunktet en straf på fem års fængsel, hvilket er næsten den samme straf som et drabsforsøg giver.

Forleden blev to unge af Retten i Glostrup netop på grund af strafskærpelsen idømt fem års fængsel for hjemmerøveri.

Samme straf risikerer den 18-årige altså at blive idømt, hvis han af retten findes skyldig i sagen om hjemmerøveriet i Rønnede.

Kommentarer