19-årig voldstiltalt frifundet i retten

Haslev: En 19-årig voldstiltalt er blevet frifundet for to tilfælde af vold begået i Haslev lørdag den 19. november sidste år
Retten frifandt den 19-årige, fordi de ikke mente, at der var stor nok sikkerhed om, at den tiltalte var gerningsmanden. Det på trods af at det ene af voldsofrene, Niels Junker genkendte den unge mand i retten. Det skriver Sjællandske.
Overfaldet skete kort før klokken to om natten lørdag morgen den 19. november 2011 på stien fra Rådhusstræde til Jernbanegade. Her stødte Niels Junker ind i en ung mand, der var i gang med at smadre en parkeret bil i Rådhusstræde. Han forsøgte at tale den unge mand til fornuft, men han blev i stedet slået i jorden.
– Han boksede og boksede løs, han må have slået mindst 50 gange, fortalte Niels Junker den gang til Sjællandske.
Senere samme nat skulle voldsmanden have slået en jævnaldrende mand i ansigtet med knytnæve og efterfølgende kastet en sten i ansigtet på ham, ved rundkørslen for enden af Jernbanegade ved Haslev Kirke. Få hundrede meter fra stien hvor Niels Junker blev overfaldet cirka en halv time tidligere.
Kommentarer