Samfund

2.000 borgere skal tegne Faxe Kommune’s sundhedsprofil

- Alle svar er vigtige. Vi får et billede af, hvordan pengene og personalekræfterne bruges bedst, når vi skal planlægge vores sundhedstilbud, siger læge Britta Ortiz. Foto: Gert Ellegaard

Hvor mange føler, at de har et godt helbred? Har flere droppet cigaretterne? Hvor mange lider af flere sygdomme? Hvor mange er ensomme? Det får vi svar på, når 2.000 borgere i Faxe Kommune får stillet spørgsmålet: ‘Hvordan har du det?’

Det er Danmarks største undersøgelse af borgernes sundhed, hvor i alt 300.000 danskere inviteres til at deltage. Deltagerne får tilsendt et spørgeskema med digital post eller pr. brev. Bag undersøgelsen står alle fem regioner, Sundhedsstyrelsen og Statens Institut for Folkesundhed.

Svarene skal vise behov for handling

– Både Faxe Kommune og Region Sjælland bruger svarene til at tegne en sundhedsprofil af befolkningen, siger centerchef for Sundhed & Pleje Tina Norking. Og hun fortsætter:

– For os som kommune er det et redskab til at planlægge og målrette vores kommunale tilbud til borgerne, så vi skaber mere sundhed. Vi får et billede af, hvor det er vigtigt at sætte ind, og

hvordan pengene og personalekræfterne bruges bedst.

Resultaterne fra den forrige sundhedsprofil medvirkede til, at vi udviklede et kursus for borgere med symptomer på stress; skærpede vores indsats over for storrygere og arrangerede foredrag om bedre søvn, fordi vi blev opmærksomme på, hvor mange som sover dårligt.

– Jeg opfordrer alle, der modtager et spørgeskema, til at svare, så det er de rigtige indsatser, vi udvikler, afslutter Tina Norking.

Er det sket en udvikling?

Det er tredje gang undersøgelsen bliver gennemført. Kommuner som regioner kan dermed følge udviklingen fra år 2010, til 2013 og til nu og stille sig selv spørgsmålene: Hvor går det bedre? Hvor øges udfordringerne? Har vores kommunes og regions indsatser en effekt?

Undersøgelsen forventes gennemført igen om 4 år.

Tættere på begrebet ensomhed

– Vi har denne gang ekstra spørgsmål om ensomhed. Spørgsmålene skal bidrage til at skabe et bedre billede af, hvor mange der er alene eller ensomme. Man kan være alene uden at føle sig ensom, og man kan også føle sig ensom selvom man er i selskab med andre. Vi vil samtidig forsøge at afdække, hvor meget fælles måltider og fælles aktiviteter betyder. Eller det at have en hund eller kat, fortæller læge og konsulent Britta Ortiz, Region Sjælland.

Man kan læse mere på www.regionsjaelland.dk/sund http://www.regionsjaelland.dk/sundhed/samarbejde-og-indsatser/hvordanhardudet/sider/default.aspx

FAKTA

· Formålet med undersøgelsen er at kortlægge borgernes trivsel, sundhed og sygdom. Resultaterne vil indgå i Sundhedsprofilen for Region Sjælland og blive brugt i den løbende indsats for at forbedre folkesundheden. Svarene hjælper region og kommuner med at forebygge og behandle sygdom.

· Det er Danmarks største undersøgelse af borgernes sundhed, hvor i alt 300.000 danskere inviteres til at deltage. Heraf 34.000 borgere i Region Sjælland – 2000 borgere i hver af de 17 kommuner.

· Deltagerne modtager 3. februar spørgeskemaet ”Hvordan har du det?” med digital post. Deltagere, der har dispensation fra digital post, får et brev med posten.

· Svarene behandles fortroligt. Oplysningerne anvendes udelukkende til statistik, og resultaterne offentliggøres i en form, så den enkelte person kan ikke genkendes.

· Som tak for deltagelsen trækkes lod om præmier blandt besvarelserne. Hovedpræmien i Region Sjælland er en iPhone 7. Der kan også vindes gavekort til oplevelser og biografbilletter. Udgifterne til præmierne afholdes af Region Sjælland.

Sundhedsprofilen 2013

Et lille udpluk af resultater fra Sundhedsprofilen 2013 i Faxe Kommune:

Psykisk velbefindende og livskvalitet

  • Over 80 procent af borgerne i Faxe Kommune synes selv, at de et godt helbred. 16 procent føler, at de har et dårligt helbred
  • 39 procent sover dårligt
  • 13 procent har været meget generet af psykiske symptomer

Sociale relationer og deltagelse

  • 28 procent deltager i frivilligt arbejde.
  • 23 procent har undladt at deltage i aktiviteter på grund af problemer med transport
  • 5 procent har sjældent eller aldrig nogen at tale med

Sundhedsadfærd

  • 70 procent dyrker lettere motion eller stillesiddende aktiviteter
  • 25 procent har stillesiddende aktiviteter mere end 10 timer om dagen
  • 16 procent har meget usunde kostvaner
  • 18 procent ryger dagligt

Langvarig sygdomme og helbredsproblemer

  • 42 procent har to eller flere langvarige sygdomme (multisygdom)
  • 18 procent er svært overvægtige

 

Kommentarer