2 ud af 3 af kommunens læger har lukket for tilgang

67 procent af lægepraksisserne i Faxe Kommune har lukket for tilgang af nye patienter.

Region Sjælland er hårdt ramt af lægepraksisser, der har lukket for tilgang af nye patienter. Det viser en analyse foretaget af PLO ifølge Ugeskriftet for Læger. Den nye undersøgelse viser blandt andet at 67 procent af lægepraksisserne i Faxe Kommune har lukket deres døre for nye patienter.

Ulrik Hesislev, der er læge i Haslev Lægecenter og formand for Praktiserende Lægers Organisation Sjælland, kender kun problemet alt for godt. Haslev Lægecenter har selv måttet lukke for tilgangen. Han advarede allerede for over et år siden om at der bliver investeret for lidt i det primære sundsvæsen, derunder de praktiserende læger.

– Det er en dramatisk udvikling på kort tid, og jeg tager det som et udtryk for, at det er den eneste reguleringsmekanisme, vi praktiserende læger har. Vi kan for eksempel ikke bestemme, hvor tit patienterne ringer eller hvor mange, der har komplicerede sygdomsforløb, men vi kan bestemme, hvor mange patienter, vi tager ind, siger Ulrik Hesislev til Ugeskriftet.dk.

Da Haslev Lægecenter og Ulrik Hesislev lukkede dørene for nye patienter første gang, var det ikke en nem beslutning.

– For os var det ret ekstraordinært, da vi måtte gøre det for første gang i 2015. Det er jo kunderne, vi lukker butikken for. Men vi kunne simpelthen ikke følge med eller leve op til vores kvalitetsmål, så det var en nødvendig beslutning, forklarer Ulrik Hesislev overfor Ugeskriftet.dk.

Udbudsklinikkerne kommer

Ifølge Sundheds- og Ældreministeriet er det regionernes ansvar, at sørge for at alle borgere har adgang til en læge. Regionerne har mulighed for enten selv at overtage driften eller sætte en lægeklinik i udbud, for at undgå, at der er borgere, som står uden læge. I Region Sjælland var der fem udbudsklinikker i 2015, ti i 2016 og i år forventer Ulrik Hesislev at tallet stiger til mellem 15 og 20.

– Praktiserende læger bliver reguleret meget stramt, så vi kan ikke investere os ud af det her. Vi kan ikke løbe hurtigere eller ansætte mere personale, uden at blive ramt på økonomien. Der har udbudsklinikkerne langt mere fordelagtige vilkår, fortæller Ulrik Hesislev til Ugeskriftet.dk.

Regionernes mulighed for at åben udbudsklinikker betyder ifølge Ulrik Hesislev, at det bliver svært at stoppe den afvikling af praksisser, der er sket de seneste 10 år. De privatpraktiserende læger kan simpelthen ikke følge med, når udbudsklinikkerne tilbyder mere attraktive vilkår.

Bedre vilkår for danske læger i Norge

Mange danske læger arbejde i Norge, fordi de her kan få bedre arbejdsvilkår og løn. Hvis udviklingen skal vendes, så skal der spilles på flere heste, ifølge Ulrik Hesislev.

– Min fornemmelse i forhold til rekrutteringstiltagene er, at man ikke gør nok. Vi hører, at der er mange danske læger, der arbejder i Norge, imens vi alene i Region Sjælland mangler 50 praktiserende læger. Det er gode arbejdsvilkår og god løn, der trækker – og der kan vi ikke følge med i Region Sjælland, konstaterer Ulrik Hesislev.

Han foreslår blandt andet, at genindføre det halve år i almen praksis under uddannelsen, der blev droppet, da de første speciallæger skulle igennem deres uddannelser. Han forventer, at det kan gøre en forskel, at flere får prøvet kræfter med specialet allerede under uddannelsen.

Han er godt klar over at det langt er fra nok. Alligevel har han et håb om, at det langsomt kan lykkes at vende skuden.

– Det er ikke umuligt. Alle speciallægestillingerne i Region Sjælland er besat nu, fordi man har rekrutteret målrettet. Man har f.eks. givet øjenlægerne mulighed for at foretage nogle af de operationer, der normalt ville blive foretaget på et sygehus. Så det kan lade sig gøre, siger Uærik Hesislev og han fortsætter:

– Vi er bare nødt til at kunne tilbyde dem vilkår, der er attraktive.

Blandt andet har Regions Sjælland givet firmaet Nordic Medicare tilladelse til at åbne en lægeklinik i Store Heddinge, blandt andet fordi alle læger i Stevns har lukket for tilgang. Her kan syge uden fast læge blive tilset, hvilket lægernes formand Christian Freitag mener er bedre end slet ingen læge.

Man kan downloade PLO analysen ’2/3 af landets læger har nu lukket for tilgang’  fra www.laeger.dk.

Fakta

En praksis kan lukke for tilgang, når antallet af gruppe 1-patienter pr. læge-kapacitet overstiger 1600. I 2014 var det 38 procent af Danmarks lægepraksisser, der var lukket for tilgang af nye patienter, i dag siger tallet 67 procent, ifølge undersøgelsen fra PLO. Især Region Nordjylland og Region Sjælland har svært ved at tiltrække nye læger, når ældre læger gerne vil afhænde deres praksis. Kilde: Ugeskriftet.dk.

Kommentarer