Haslev

2.5 millioner får ny forskudsopgørelse

I februar blev regeringen og Dansk Folkeparti enige om en skatteaftale, som berører 2,5 mio. borgere. Aftalen indeholder en række ændringer, som blandt andet forhøjer en række fradrag med tilbagevirkende kraft gældende fra begyndelsen af året. Derfor sender SKAT fra i dag en ny forskudsopgørelse til alle 2,5 mio. borgere, som er berørt af den nye skatteaftale.

– Skattesystemet i Danmark er et af de mest automatiserede i verden, så langt de fleste borgere, som får en ny forskudsopgørelse i disse dage, behøver ikke foretage sig noget. Vi sørger for, at rette forskudsopgørelserne og arbejdsgiveren henter automatisk det nye skattekort, når lønnen for juli skal laves, siger kontorchef i SKAT Lotte Dige Toft.

Selvom SKAT automatisk danner 2,5 mio. nye forskudsopgørelser efter elementerne i skatteaftalen, så er den nye forskudsopgørelse et oplagt tidspunkt at tjekke andre oplysninger, opfordrer Lotte Dige Toft:

– Det er en god idé at benytte anledningen til at tjekke, at oplysningerne i forskudsopgørelsen er opdaterede. Det gælder især, hvis din jobsituation har ændret sig, fx hvis du er gået fra at være ledig til at være i beskæftigelse. Du skal også være særlig opmærksom, hvis du har købt eller solgt ejendom, siger Lotte Dige Toft.

SKAT sender nye forskudsopgørelser løbende frem til og med idag onsdag den 20. juni.

Kommentarer