2 x 40 års jubilæum på Bavneskolen
Dalby: Ægteparret Gyda og Bjarne Christensen har 40 års jubilæum på Midtskolens afdeling Bavne.
Stærk opbakning fra et lokalsamfund, som vil skolen alt godt, har været nøglen til foreløbig 40 gode år på skolen.
Gyda og Bjarne Christensen var lige akkurat blevet færdige på seminariet i Vordingborg, da de som par blev ansat på Bavneskolen i Dalby. Begge skrev i deres kortfattede ansøgninger, at de kun vil takke ja til et job på skolen, hvis deres bedre halvdel også blev ansat.
– Det var jo aldrig gået i dag, griner Bjarne Christensen, 62, der siden april 2002 har været leder på Bavneskolen – som i dag går under navnet Midtskolens afdeling Bavne.
– Hvis nogen betingede sig, at deres partner også skulle ansættes, så ville de slet ikke komme til samtale, siger Bjarne Christensen.
– Men dengang var det meget naturligt, og man ville faktisk helst have par, for så mente man, at de blev længere, supplerer Gyda Christensen, 62.
Han begyndte karrieren som matematik- og idrætslærer, hun som engelsk- og idrætslærer. Men siden er der kommet masser af kurser og efteruddannelse til.
– 40 år er jo det meste af ens liv. Man kan kun holde ud at være ét sted, hvis man på en eller anden måde bevæger sig, får udfordringer. I dag underviser jeg slet ikke i engelsk og idræt. Jeg er klasselærer i 4. klasse, underviser i dansk og jeg er blevet læsevejleder. Jeg har også en rådgivningsfunktion i forhold til inklusionsundervisning, som jeg tilmed er koordinator for, fortæller Gyda Christensen.
Bjarne troede dengang, at han skulle undervise i matematik for evigt. Men det er heller ikke blevet sådan. Han var i med til i 1980’erne – tilbage i Commodore 64-tiden – at starte it-undervisning op, og på den måde, har også hans lærergerning taget drejninger i årenes løb. Som et ”administrativt menneske” holder han af den udfordring, der ligger i at lave skemaer og vikardækning – en udfordring, som ikke er blevet mindre med årene. På grund af profil-linjerne, og den måde undervisningsforløbene er skruet sammen, skal der laves om på skemaet et par gange om året, så der er rigeligt at se til på den front.
Parret bosatte sig i Dalby og byggede tilmed hus – med blot en fodboldbane imellem skole og hjem. De engagerede sig i idrætsforeningen, både før de fik deres tre døtre og efter. I dag bor de i Næstved, men gennem 25 år i Dalby blev deres arbejdsliv og fritid flettet godt og grundigt sammen.
Det betyder, at Gyda og Bjarne fra første parket har været vidne til et stærkt lokalsamfund, som også altid har bakket op om skolen.
– Vi har jo et lokalområde her i Dalby, som virkelig vil skolen. Vi har aldrig oplevet, at der ikke har været opbakning. Der er gode forældre, som virkelig får sat ting i værk, siger Gyda.
Begge er enige om, at de ikke var blevet så længe, hvis opbakningen ikke havde været der. I dag møder de forældre ved indskrivningen til nye 0. klasser, som de selv har haft i skolen. Og begge oplever, at det er med et respektfuldt og positivt tilbageblik på egen skoletid, at forældrene i dag fortæller deres børn, at ”de har haft Bjarne eller Gyda som lærere, da de selv gik i skole”. Det er en rar fornemmelse at have et godt ry, synes de begge.
Deres ældste og yngste døtre har begge gået på Bavneskolen, mens deres mellemste datter, som med downs syndrom har lidt andre læringsforudsætninger, har været på en anden skole.
At Bjarne tilbage i 2002 blev skoleleder har begge et helt afklaret forhold til. Gyda insisterer på at sige, hvad hun mener – som hun altid har gjort. Og hun ved, hvornår hun skal holde sine meninger om skolens ledelse for sig selv, i hvert fald indtil de er nået hjem i privaten. Men når de har fri bruger de ikke deres tid på at tale arbejdsliv – ikke mere end andre mennesker i hvert fald.
Parrets 40 års jubilæum bliver fejret med en reception på Midtskolens afdeling Bavne på fredag den 5. februar klokken 13.30.
Gyda Christensen er indstillet til Dronningens fortjenstmedalje i anledning af jubilæet.
Kommentarer