Haslev

20.000 danskere fik unikt indblik i skovenes historie og samfundsværdi

Se billedserie

Flere tusinde danskere brugte søndag den 6. maj under trækronerne i landets skove, hvor de deltog i Skovens Dag 2018.

 

Skovens Dag er arrangeret af Dansk Skovforening og private, kommunale og statsejede skove. Dagen er støttet af Nordea-fonden.

Mere end 80 skovområder landet over dannede søndag den 6. maj ramme om et af forårets helt store naturevents, da Skovens Dag 2018 inviterede danskerne på en spændende og lærerig dag i det fri.

Hvert år stiller danske skovejere og andre organisationer op på Skovens Dag for at vise landets skove frem for befolkningen med arrangementer, der både underholder og oplyser. Målet er at understrege, hvor vigtigt skovbruget og naturen er for vores samfund, og hvorfor vi alle har et ansvar for at passe på det.

I år troppede godt 20.000 danskere op for at blive klogere på deres lokale skov, og direktør i Dansk Skovforening, Jan Søndergaard, glæder sig over den store interesse for vores skove og natur.

“Flere og flere er jo begyndt at dyrke friluftslivet, men det er rigtig dejligt at så mange også vil lære om skoven og den natur, de færdes i, og hvordan man værner om den. Større viden er vigtig for, at vi kan udvikle skovene til glæde for både ejere og de mange brugere”, fortæller han.

Fotokonkurrence fuld af energi

Skovens Dag 2018 var bygget op om temaet ’Skovens Historie’. Skovene har altid haft en enorm betydning for os mennesker, og skovenes historie er ikke kun fascinerende. Den minder os også om, hvorfor det er så vigtigt at beskytte og bevare vores skovområder.

I en tid, hvor menneskets forbrug vokser og vokser, bliver der også ryddet mere og mere skov – faktisk hvad der svarer til 30 fodboldbaner i minuttet på verdensplan. Og den slags rovdrift på skoven har tidligere i historien ført alvorlige problemer med sig.

Også i Danmark, hvor skovrydning blandt andet har været skyld i store problemer med sandflugt, som i 1700 tallet begravede hele byer i sand på grund af manglende læ fra skovens træer.

”I Danmark vokser skovarealet, og historien har lært os, hvor vigtigt det er for klima og samfund at bevare vores skove. Det håber vi, at de mange deltagere på Skovens Dag 2018 har fået et indblik i, så vi sammen kan fortsætte med at værne om vores skove,” siger Jan Søndergaard.

Gavekort på 10.000 kroner til historisk billede

Årets tema blev blandt andet afspejlet i de mange billeder, som dygtige fotografer igen i år indsendte til Skovens Dags fotokonkurrence. Der var lækre præmier på højkant til dem, der bedst fangede Skovens Dag og dens tema med deres kamera.

Vinderbilledet blev taget på Hjerl Hede, og både farver og omgivelser rammer en oldtidsstemning, som var billedet flere hundrede år gammelt. Ilona er den heldige vinder af et rejsegavekort på 10.000 kroner til Kilroy. Andenpladsen gik til Bo Jacobsen, som har vundet en lækker Apple iPad, mens Ulla Neergaard på tredjepladsen får glæde af en KOWA SV 8×32 kikkert og bogen ’Fugle i Felten’.

Til Skovens Dag hører også den store danske skovquiz, hvor danskerne kan teste deres viden om landets skove og deres historie. Igen i år klarede mange sig fornemt igennem de 10 svære spørgsmål.

Fra de bedste besvarelser er der blevet udtrukket fem vindere af en smart rygsæk fra Fjällräven. Stort tillykke til Jørgen Strunck, Svend Hjort, Bente Bindeballe, Niclas Bentsen og Tine Baatrup.

Kommentarer