Haslev

20-årige Louise: Jeg vil gerne gøre en forskel for borgere, som har det svært

20-årige Louise Mortensen ( til vesntre) strålede af glæde med favnen fuld af blomster, da hun og makkeren Malene vandt regionsmesterskaberne i Skills i Næstved for nylig. Fotos: Michael Winther-Rasmussen, ZBC

20-årige Louise Mortensen fra Vordingborg er elev som social- og sundhedsassistent i Faxe Kommune. Et drømmejob som ikke mindst har ført hende og makkeren fra Næstved videre til DM i Skills i Bella Center i januar 202

 

Dommerne var nemlig ikke i tvivl.

Det var de to social- og sundhedsassistent-elever, som klarede sig allerbedst i konkurrencen og som nu skal videre til DM i Bella Center til januar. De to kan virkelig deres kram!

Louise Mortensen bor i Vordingborg, men det var heldigvis Faxe Kommune, der var hurtigst til at rykke på hendes ansøgning, da hun havde brug for et uddannelsessted. Og hun har bestemt ikke fortrudt sin uddannelsestid i kommunen.

– Jeg oplever, at der er styr på tingene, og jeg har oplevet, at alle er gode til at hjælpe os, der er under uddannelse. Ikke mindst ude i praksis, fortæller Louise Mortensen.

På landsplan er der fokus på at tiltrække unge til de sundhedsfaglige fag. Kommunernes Landsforening, Danske Regioner, FOA og Danske SOSU-skoler har netop lanceret en kampagne for at løfte fagets image.

Et fag som er helt centralt for vores velfærd.

I Faxe Kommune vil der i løbet af 2020 være optag af nye elever til Social- og Sunhedsassist-uddannelsen fire gange, så også her er formidling af det spændende job i fokus.

– Jeg har altid vidst, at jeg gerne vil hjælpe andre. Være i et job, hvor man har mulighed for at gøre en forskel for borgere, som har det svært, fortæller Louise Mortensen.

Under Skills i Næstved blev hun og makkeren virkelig afprøvet inden for alle discipliner i deres fag – og tilmed under pres, fordi forskellige skuespillere agerede “forstyrrelser” på scenen, hvor det hele foregik.

– Det var nervepirrende. Vi kendte ikke opgaven på forhånd, og det var faktisk lidt svært at fokusere i begyndelsen. Men så fik vi gang i vores planlægning, og vi måtte hele tiden bevare overblikket, holde os til den rækkefølge, vi havde planlagt at gøre tingene i, og så gik det, fortæller hun.

Og det er faktisk én af pointerne for uddannelses- og udviklingskonsulent Åse Birgitte Høybye: Det er en uddannelse og et fag, hvor man virkelig får arbejdet med både personlige kompetencer og faglighed.

– Vi hører tit udtrykket “varme hænder”. Men hvad ligger der bag? Jo, det er dybt kompetente elever – eller ansatte – som i den grad har skal være fagligt dygtige – have viden om sygdomme, have et rummeligt menneskesyn og kommunikere professionelt. Og så skal man have både overblik og situationsfornemmelse. Alt det kan Louise Mortensen i hvert fald skrive under på, at hun har flair for, siger Åse Birgitte Høybye.

Louise har i Faxe Kommune været i praktik på plejecenter Søndervang, Faxe øst hjemmepleje og i psykiatripraktik på Rådhus vej 67 (voksenhandicapområdet). Hun har derved fået sin praksislæring fra mange forskellige arbejdspladser i kommunen.

Hun er tilknyttet ZBC i Næstved, og når hun skal i sin praktik 3, bliver det på Kildebo i Faxe.

– Jeg glæder mig til DM i Bella Center, og jeg er spændt på, hvilken case, vi skal arbejde med. Det ved vi ikke endnu. Der bliver en masse teori, vi skal læse op på, og så har vi afsat nogle dage til at træne. Det bliver spændende, siger Louise Mortensen.

Hvis det er noget for dig, at få mere at vide om dine uddannelsesmuligheder i Faxe Kommune, så er du velkommen til at skrive til Åse Birgitte Høybye på e-mail: aash@faxekommune.dk

Og du kan læse mere på Faxe Kommunes hjemmeside.

 

 

Kommentarer