Faxe Ladeplads

200 besøgte Waldemarsbo Efterskole i søndags

Faxe Ladeplads: Waldemarsbo Efterskole på Hylleholtvej havde åbent hus i søndags i anledning af Efterskolernes dag

Søndag d. 30. september var det Efterskolernes Dag med åbent hus på alle efterskoler i landet fra klokken 13 til 17.

På Waldemarsbo Efterskole i Faxe Ladeplads kom der omkring 200 gæster, så der var et mylder af mennesker alle steder – hele dagen. Og folk kom fra hele Sjælland.

Skolen løb ret tør for rundvisere, så der var flere der startede med kaffe, kage og en snak om det at gå på en efterskole som Waldemarsbo.

– Det er dejligt at have gæster, der er så positive for vores skole. Og man bliver både stolt og glad, når skolens elever viser skolen frem på en så fantastisk og imødekommende måde. Det er den bedste PR, der findes, fortæller viceforstander Nikolaj Schomacker.

Fakta om skolen:

Waldemarsbo er en prøvefri efterskole, der ser det som den fornemmeste opgave at højne elevernes selvværd, selvforståelse og selvstændighed, således, at eleverne kan begå sig i en uforudsigelig verden og være aktive i eget liv.

Waldemarsbo Efterskole optager elever med særlige læringsforudsætninger. Skolens tilbud henvender sig til de elever, der gerne vil lære, men har vanskeligt ved den undervisningsform som det traditionelle skolesystem tilbyder.

Elevgruppe består af elever med og uden diagnoser som f.eks. Autisme spektrum tilstande, samt af elever med specifikke eller generelle vanskeligheder i forbindelse med læring. Efterskolen optager elever, som forventes at kunne lære at indgå i et fællesskab, elever, som synes, at linjefagstilbuddene lyder spændende, og elever, som respekterer at alle har ret til at være forskellige.

Kommentarer