200 bryggeriarbejdere har nedlagt arbejdet i Faxe

Faxe: Mandag eftermiddag kl. 17 nedlagde 200 bryggerarbejdere på Royal Unibrew i Faxe arbejdet på grund af at ledelsen har givet en påtale til en medarbejder

I går mandag kl. 17 nedlagde 200 medarbejdere i produktionen, på Royal Unibrew i Faxe arbejdet. Det skete som en reaktion på at en medarbejder i produktionen har fået en påtale af ledelsen.

Påtalen er givet efter at medarbejderen har lavet en fejl. Fejlen består i at medarbejderen ikke har fulgt de procedurer, der er ved opstart af en ny produktion, hvilket har betydet at der er blevet produceret en mængde dåser med et forkert låg. Derfor har ledelsen givet medarbejderen en påtale.

– Det er vores krav at den påtale trækkes tilbage, siger Søren Lorentzen, fællestillidsmand til Faxe.nu

– Vi mener ikke at ledelsen på Royal Unibrew har håndteret denne situation rimeligt, uddyber Søren Lorentzen

Fejlen, der vil komme til at koste Royal Unibrew et sted mellem 100.000 Kr. og 200.000 Kr., er blevet påtalt af ledelsen efter et system, der minder om et klip i kørekortet. En registreret fejl bliver påført den enkelte medarbejders generalieblad og der står den i et år og bliver derefter slettet. Får en medarbejder 3 påtaler sker der ikke noget, men ved den 4. påtale bliver medarbejderen fyret.

– Jeg synes det er brandærgeligt at vores medarbejdere er gået hjem på grund af dette, siger produktionsdirektør Søren Lisbjerg til Faxe.nu.

– Vi bruger vores systemer til at skærpe opmærksomheden hos vores medarbejdere, når det indimellem er nødvendigt. Vi bruger mange penge på at udvikle vores medarbejdere, og på at sikre at fejl ikke sker, forklarer produktionsdirektøren.

– Vi er i et forløb hvor vi via uddannelse af medarbejdere og øget uddelegering af ansvar, gør en hel masse for at opkvalificere vores produktion og vores medarbejdere. Det betyder at vi alle skal have tid til at indrette os efter at produktionen er et fælles ansvar som nu også ligger blandt medarbejderne. I den forbindelse har vi brug for systemer til at opfange de fejl vi evt. kommer til at lave. Vi vil hellere lave en fejl, som vi opdager og registrerer – og målet er ikke at ramme den enkelte medarbejder, men at undgå at lave fejlen igen. Vi er kun netop startet på det forløb og det er klart at vi vil opleve udfordringer på vejen, men jeg mener absolut vi er på rette vej, forklarer produktionsdirektør, Søren Lisbjerg til Faxe.nu.

Medarbejderne vil have omstødt påtalen til en mundtlig påtale frem for en skriftlig.

– Det er et uheldigt tidspunkt at det her sker, vi er netop i gang med en kampagne hvor vi præsenterer vores nye Royal pilsner og nyt design. Hvis produktionen ikke starter igen i aften med aftenholdet, så kommer det til at betyde langt mere end de 1-200.000 Kr. Så vil vi nemlig ikke kunne levere til vores kunder, og dermed mister vi omsætning forklarer produktionsdirektøren til Faxe.nu.

Om medarbejderne vil fastholde arbejdsnedlæggelsen i længere tid afgører de i aften kl. 21 når aftenholdet møder ind.

– Jeg håber at medarbejderne kommer tilbage på arbejde, så vi kan få løst problemet, slutter Søren Lisbjerg.

 

Kommentarer