Haslev

200 deltagere cykler Danmark rundt for børn og unge i sorg

I uge 27 cykler Team Giv Håb rundt i Danmark til fordel for børn og unge i sorg.

Det er syvende år i træk, at velgørenhedscykelholdet Team Giv Håb cykler for en god sag. Holdene slutter af med at køre sammen.

Team Giv Håb samler penge ind til fordel for Børn, Unge & Sorg. Organisationen arbejder for, at sygdom og sorg ikke ødelægger livet for børn og unge og yder gratis psykologbehandling til børn og unge, hvis forælder eller søskende er alvorligt syge eller døde.

Bag initiativet står ægteparret Jan Mathiasen og Tina Andersen, der privat selv har haft sorgen tæt inde på livet. Cykelholdene er de seneste år vokset så meget i antal og størrelse, så Jan Mathiesen i dag er ansat som projektleder i Børn, Unge & Sorg, hvor han tager sig af Team Giv Håb projektet. Han håber, at de kan få flere penge ind end sidste år, hvor der blev indsamlet 1.638.412 kroner.

Sørgende børn og unge er et overset problem i Danmark
Rigtig mange børn og unge får brug for professionel hjælp, når deres forældre eller søskende bliver ramt af en alvorlig sygdom eller dør. Omkring 30 procent af alle efterladte børn og unge har brug for psykologhjælp for ikke at udvikle en kompliceret sorg, som kan sætte dybe spor for resten af livet, fortæller Preben Engelbrekt, som er direktør for Børn, Unge & Sorg.

Desværre er det et overset problem i Danmark, at man kan blive syg af sorg. Og sygdom, død og sorg er nu om dage mere tabubelagt end nogensinde. Tavsheden og berøringsangsten fra omgivelsernes side kan have store konsekvenser for børnene og de unge, som mange gange oplever at blive ladt alene med deres sorger og bekymringer, siger Preben Engelbrekt.

 

Team Giv Håbs ryttere cykler af mange forskellige årsager. Nogle har selv haft død og sorg inde på livet. Andre cykler for den gode sag, for fællesskabet eller for motionen.

54-årige Lars Rasmussen fra Haslev udtaler har en helt særlig grund og motivation for at deltage: – Da jeg hørte om Team Giv Håb, og Børn, unge og sorg, kunne formålet ikke ligge mere til højrebenet til mig. Jeg mistede selv begge mine forældre som ganske ung mand, og da jeg selv netop har været gennem 4 år med meget svær og livstruende sygdom, og min hustru også har været gennem svær og livstruende sygdom, kunne det ligeså godt have været os der havde efterladt et barn alene tilbage med svær sorg. Da jeg selv har prøvet at miste og ved hvor svært det er at komme på fode igen, lå valget meget nemt.

Fakta om Team Giv Håb

Team Giv Håb har i år 11 cykelhold med fra hele landet, fordelt på: Ålborg, Østjylland, Sønderjylland, trekanten, Sydjylland, Østsjælland, Sydsjælland, Lolland-Falster, Roskilde, Team Kultur og Team Ungdom.

 

Team Giv Håb har i år 200 ryttere fra hele landet. 23 af rytterne cykler på Team Giv Håb Sydsjælland.

Kommentarer