2012 startede godt for Faxe og Omegns Motorklub

Steven M. Olsen sikrede sig den samlede 2. plads, og dermed årets første mesterskabs-podieplads for Faxe og Omegns Motorklub
Danmark har den 1. januar 2012 fået en ny Union for klubber med radiostyrede biler, DMSU, Dansk Model Sports Union. Den nye Union har allerede holdt sine første løb.
Søndag den 18. marts 2012 blev det første mesterskab afviklet, Danish Mini Touringcar Championship, på Silo- banen i Tølløse hos MMRC. Forud var gået to Cup løb i henholdsvis januar og februar, som opvarmning inden den endelige finale ved Championship-løbet.
Steven M. Olsen deltog i Cup-løbet i februar og hjemkørte en fin 2. plads i Super Stock, hvilket gav adgang til mesterskabet i går. Steven kvalificerede sig som nr. 2 til finalerne om eftermiddagen, kun et par sekunder efter den hurtigste. I finalerne manglede Steven lige det sidste i de afgørende situationer, men leverede en sikker indsats der gav ham løbets 2. plads.
I den samlede stilling i Danish Mini Touringcar Championship sikrede Steven sig med dagens resultat også den samlede 2. plads, og dermed årets første mesterskabs-podieplads for Steven og Faxe og Omegns Motorklub.
I næste weekend har Steven endnu en mulighed for at samlet podieplads, når han deltager i finaleløbet i Dansk RC Model Unions indendørsmesterskab 2011/2012, hvor Steven også ligger godt til i Super Stock klassen.
Søren B. Sørensen og Nicolai Nielsen deltog i Sportsman-klassen. Nicolai hurtigst i de indledende heats til trods for handicappet med træk på kun to hjul, mod fire-hjulstræk hos næste alle andre i klassen.
I finalerne var heldet dog ikke med de to FOM-kørere, så Nicolai sluttede på 2. pladsen med Søren lige efter på 3. pladsen, da Nicolai fik ødelagt gearet og Søren blev ”hjulpet” af banen.
Dermed er 2012 startet rigtig fint på banerne for Faxe og Omegns Motorklub, der inden længe indtager nye lokaler midt i Faxe by. Der er også flere andre spændende projekter i gang, så 2012 bliver ganske sikkert en godt år i Danmarks næst ældste motorklub.
Supplerende oplysninger:
Søren B. Sørensen og Nicolai Nielsen deltog i Sportsman-klassen for standardbiler med en ny type bil der har vundet frem iblandt medlemmerne i Faxe og Omegns Motorklub. En standard el-bil med to-hjulstræk, der udstyres med et lastbilskarrosseri.
Nem at køre og ren køreglæde, for både nybegynder og øvede. Man kan være fuldt køreklar for godt 3.000,00 kr., så det er en billig og sjov start på RC og radiostyrede biler.
Kommentarer