Karise

22-årig rumænsk mand sigtet for butikstyveri i Karise

En 22-årig mand fra Rumænien risikerer en straksdom ved Retten i Viborg. Han er sigtet for flere butikstyverier, blandt andet et i Karise.

Torsdag den 11. januar blev en 22-årig mand fra Rumænien anholdt ved den dansk-tysk grænse, hvor han var på vej ud af Danmark. Det skriver Skive Folkeblad. Han fremstilles fredag i grundlovsforhør ved Retten i Viborg, sigtet for flere butikstyverier, blandt andet et i Karise.

Butikstyveriet i Karise fandt sted den 18. december. Her blev to unge anholdt og sigtet for at stjæle alkohol. De blev senere løsladt igen.

Det skulle vise sig, at få betydning for opklaringen af to butikstyverier i Salling den 6. december. Begge steder var to-tre unge mænd inde i forretningerne og det lokale politi sendte overvågningsbilleder ud til politiet i resten af landet. Den 22-årige rumæner blev derefter genkendt af en politibetjent på Sjælland.

– Det betød, at vi fik navn og alder på den pågældende og kunne efterlyse ham. På den baggrund blev han så anholdt torsdag, fortæller politikommissær Lars Mikkelsen fra lokalpolitiet i Skive til Skive Folkeblad.

Den 22-årige er også sigtet for, at have medvirket ved to butikstyverier i Rødbyhavn på Lolland. Sagen kan ende med en straksdom allerede i dag fredag, hvis den 22-årige tilstår.

Kommentarer