230 000 kroner til Kræftens Bekæmpelse
Haslev: Indsamlingslederne i Faxe Kommune er meget tilfredse med resultatet, især set i lyset af, at der mange steder ikke var nogen hjemme.
Ved Kræftens Bekæmpelses landsindsamling søndag den 12. april blev der i de tre distrikter i Faxe Kommune i alt samlet 230.000 kroner ind. Det er omkring 14.000 mindre end sidste år, hvor der blev sat rekord.
Alle tre indsamlingsledere er dog meget tilfredse med resultatet, især set i lyset af, at der mange steder ikke var nogen hjemme. De fik så et girokort i postkassen. Flere steder manglede man kontanter, men det kunne i år løses med mobilpay eller sms.
Læs også: Indsamlede mere end 230.000 kroner
I Haslev blev der samlet 104.982,50 kroner ind. Rønnede samlede 31.383,50 kroner ind og Dalby 19.875,50 kroner. Faxe samlede 30.950,50 kroner ind, Faxe Ladeplads 21.540 og Karise 21.280.
I Haslev blev indsamlerne igen i år budt på kaffe og morgenbrød i bibliotekets sal, hvor også bøtterne blev udleveret, og mange af indsamlerne hyggede sig med en kop kaffe, inden de begav sig ud på ruterne.
De indsamlede penge blev talt op af Haslevs indsamlingskoordinator Anne Lindholm og Mette Toylsbjerg-Petersen fra Sparekassen Sjælland i Haslev.
Landsindsamlingen i Faxe Kommune støttes af en række sponsorer: Sparekassen Sjælland i Haslev og Faxe, Eurospar i Faxe og Rønnede, Blomsterbinderiet i Faxe og Kirkepladsens Blomster i Haslev, Rema 1000 i Haslev og Rønnede, Mesterbageren i Haslev og Superbrugsen i Rønnede.
På landsplan blev der samlet 34,6 millioner kroner ind, hvilket svarer til 2014, hvor der blev sat rekord.
Kristian Skovgaard Nielsen samlede ind på Lysholm Alle sammen med sin familie.
Kommentarer