24-årig haslevit fik tre års fængsel
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2013/12/tremmer_faengsel.jpg)
Haslev: En 24-årig mand fra Haslev har ved Retten i Næstved fået en straf på tre års ubetinget fængsel
Onsdag den 16. juli afsagde retten i Næstved dom i en sag mod en ung mand fra Haslev. Den 24-årige mand, der var tiltalt for i alt fem forhold, fik tre års ubetinget fængsel. Det skriver Sjællandske.
Domsmandsretten konfiskerede desuden 746.000 kroner, der var blevet fundet i brorens bankboks, idet man mener at de tilhørte den unge mand.
Den 24-årige blev fundet skyldig i at have været i besiddelse af næsten et kilo amfetamin samt noget kokain. Han blev også dømt for ulovligt at have haft en mobiltelefon, mens han sad varetægtsfængslet i Roskilde.
Den dømte havde ved anholdelsen desuden været i besiddelse af en lang række værdifulde effekter, blandt andet en computer og en hel del smykker. Disse ting valgte domsmandsretten at beslaglægge, til dækning af sagsomkostningerne.
Den 24-årige blev frifundet for tiltalen, om at have stjålet smykker til en værdi af næsten 100.000 kroner ved et indbrud den 31. august på Gransangervej i Haslev. Tiltalen om at hæleri skulle være årsagen til at han var i besiddelse af de mange kostbare effekter, blev han ligeledes frifundet for.
Kommentarer