25-årig haslevit aggressiv på Bykroen

Haslev: En 25-årig haslevit har fået forbud mod at komme på Bykroen, efter aggressiv opførsel natten til lørdag
Politiet rykkede natten til lørdag den 2. november klokken 1.58 ud til Bykroen på Jernbanegade i Haslev, hvor en 25-årig mand fra byen var temmelig aggressiv.
Da dørmanden havde bedt ham om at forlade stedet, var manden blevet sur og havde skubbet til dørmanden og forsøgt at nikke ham en skalle. Flere andre dørmænd kom til og fik ham tilbageholdt, indtil politiet kom.
Den 25-årige forsøgte flere gange at slippe væk fra betjentene, som derfor anholdt ham og sigtede ham for at lægge hindringer i vejen for deres arbejde og efter restaurationsloven. Han fik desuden forbud mod at komme på stedet.
Kommentarer