Rønnede

25 meter høj vindmølle rejst ved Rønnede

Rønnede: Det var en længe ventet begivenhed, da Søren Nielsen fra SN Maskinservice i dag kunne rejse sin 25 meter høje demo-vindmølle på Jyderupvej ved Kongsted

Efter et ansøgningsforløb på 6 måneder fik Søren Nielsen, der driver SN Maskinservice, i dag rejst en 25 meter høj husstandsvindmølle på hans gård lidt udenfor Kongsted ved Rønnede.

Møllen er en del af et sprudlende iværksættereventyr, som SN Maskinservice i Kongsted er indgået i som forhandler. Den første mølle blev rejst i januar i år. Målet var at sælge 41 vindmøller i løbet af 2012, men allerede her idag den 21. august blev mølle nummer 38 rejst i Kongsted, og der er bestilt 86 møller, som skal rejses i år.

Det er Søren Nielsen fra SN Maskinservice, der er forhandler på hele Sydjælland og Lolland Falster, der idag rejste mølle nummer 38, som skal være demomølle.

– Der er rigtig mange interesserede kunder til vores møller, og mange af dem vil gerne se møllen i funktion før de selv investerer i en mølle, fortæller Søren Nielsen til Faxe.nu, mens han trækker i et langt reb, der har fat i møllens top. Han får hjælp af naboer, som alle er blevet spurgt inden tilladelsen blev givet fra Kommunen.

– Jeg synes det er en fin idé. Vi er nødt til at finde på noget andet end olie, og jeg synes ikke den skæmmer, forklarer Dennis Esbensen, der er nabo til Søren Nielsen, og hans nye 25 meter høje mølle.

– Afstandskravet til en mølle i denne størrelse er 82 meter, og støjniveauet er ved almindelig vindstyrke det samme som almindelig tale eller en opvaskemaskine, fortæller Søren Nielsen.

Husstandsvindmøllen kan med afstandskravet kun rejses udenfor bymæssig bebyggelse, men hører under de samme regler som solceller, hvor elmåleren kører baglæns op til 6 kw i timen. Møllen kan på et år producere langt mere end et solcelle-anlæg, helt op til 20.000 kw/år. Investeringen er dog også en del større. En mølle som Søren Nielsens demo-mølle koster 219.000 eks moms. Derudover skal der støbes fundament og møllen skal rejses. Ialt skal man forvente en pris omkring 300.000 kroner.

– En mølle som den her er velegnet til fx landbrug og andet med stort elforbrug, som kan varetages af møllen frem for at købe strømmen af elselskabet, fortæller Søren Nielsen, som selv vil smide pillefyret ud og installere en varmepumpe, der bruger strøm til opvarming af huset.

Klik på billederne for at komme til billedserien.

Yderligere information:

Møllen er en livslang drøm, som med Nettomålerordningen er blevet muligt at sælge. Kurt Østergård fra Skjern lavede sin første mølle i 1978, men først nu er det lykkedes at gøre til en forretning. I Danmark monterer hans virksomhed KVA Diesel 3 nye møller om ugen.

Selve møllens top og vinger er produceret i Kina, med kvalitetslejer fra Sverige. Tårnet bliver lavet i Lethland, og det hele er monteret med dansk teknologi og styring.    

Søren Nielsen fra SN Maskinservice er forhandler på Sydsjælland og Lolland Falster og kan kontaktes på telefon 29725672. Mere information kan findes på www.snmaskinservice.dk

Kommentarer