28-årig dræbt i en soloulykke natten til søndag

Faxe: En 28-årig mand fra Faxe-området blev natten til søndag dræbt i en soloulykke på Stevnsvej ved Karise.

Natten til søndag den 7. februar ved 2-tiden opdagede en forbipasserende bilist, en bil der lå med bunden i vejret inde på en mark ved Stevnsvej ved Karise.

Det viste sig at bilens fører, en 28-årig mand fra Faxe-området, lå fastklemt under bilen.

– Bilen blev fundet liggende på en mark, der ligger nord for vejen. Bilisten kørte i østlig retning, og det tyder på, at føreren har været i færd med at sende en sms og efterfølgende har mistet kontrollen over køretøjet. Han skred over i den anden vejbane, før den rullede rundt og endte på marken, siger vagtchef Henrik Karlsen til TV Øst.

Ulykken er sket på en lige strækning og føreren var alene i bilen.

– Føreren har ikke sikkerhedssele på og bliver slynget ud af bilen, da den triller rundt. Han er så uheldig, at bilen lander ovenpå ham, siger Henrik Karlsen til Ritzau.

Den 28-årige blev ifølge politiet dræbt på stedet. De pårørende til den dræbte er underrettet.

Kommentarer