28 storke landede tirsdag på en mark ved Faxe

Faxe: En af godset Lystrups marker ved Faxe fik tirsdag besøg af hele 28 storke.
Tirsdag den 23. august landede 28 storke på en af godset Lystrups marker ved Faxe. Storkene fløj en runde over marken inden de landede, hvorefter de gik efter såmaskinen, der sår efterafgrøder, og spiste løs af orme og insekter.
– Dansk landbrug får tit skyld for ikke at passe på naturen, men i dag har vi besøg af ikke mindre end 28 storke!!, siger godsejer Joachim Moltke, der tidligere har haft besøg af storke på Lystrup og Jomfruens Egede Godser, men aldrig så mange på samme tidspunkt.
Joachim Moltke siger til Landbrugsavisen.dk, at han ser de 28 storke som et godt tegn. Landbruget kritiseres jævnligt for ikke at levne plads til naturen, men de 28 storke viser ifølge godsejeren, at der også er plads til naturen på Lystrup.
Lystrup og Jomfruens Egede Godser har et jagtvæsen og vildtpleje har gennem årtier været prioriteret højt af godsernes ejere. De har blandt andet lavet biotopplaner, insektvolde og vildtstriber rundt om på godsets cirka 1500 hektar jord.
– Jagtvæsenet giver en indtægt, men bidrager også til naturen. Det går hånd i hånd, siger Joachim Moltke til Landbrugsavisen.dk.
Ud af godsets cirka 1500 hektar jord dyrkes de 840 hektar. To skovdistrikter fylder tilsammen 470 hektar, hvoraf de 390 er skovbevokset.
På godsernes hjemmeside kan man læse at skovene i generationer er blevet drevet forstligt forsvarligt og det er også de nuværende ejer ønske at værne om skoven, således at den på både kort og lagt sigt kan være et aktiv for godset.
Derfor er et af skovens mål udover at være en rentabel driftsgren også at bidrage til godsets samlede herlighedsværdi. Skovene på Lystrup og Jomfruens Egede producerer både industritræ og træ til brænde.
Kommentarer