Haslev

2tri stillede op til DM for hold i Skælskør

2tri_medaljer-1

Haslev: 2tri fra Haslev stillede op med 10 hold i Skælskør den 7. september til DM for hold

15 unge triatleter fra Triatlonklubben 2tri-Haslev´s ungdomshold stillede søndag den 7. september op til DM for hold i Skælskør. De 15 unge stillede op på fire hold, heraf et hold i eliterækken. Derudover deltog der seks voksenhold ligeledes fra 2tri.

Distancen for ungdomsholdene var 375 meter svømning i Noret, dernæst 10 km cykling på hovedvejene i Skælskør og endelig 2,5 km løb langs Noret med en hård slutspurt op ad bakke. For elite- og voksenholdene var distancen dobbelt så lang.

Vejret var super godt, og alle fra 2tri gennemførte stævnet uden styrt og punkteringer. Der var god opbakning og stemning fra klubben.

-Jeg er stolt over vi gennemførte som et hold, for det var mit første stævne, siger Caroline Greis Hansen, 14 år

Der blev hevet tre medaljer med hjem. To ungdomshold vandt bronze og et voksenhold vandt sølv. Der var også et ungdomshold som fik erindringsmedaljer.

-Det var en super god oplevelse specielt når det var mit første stævne. Vi fik oven i købet en erindringsmedalje, siger Sofie Skeem Herum, 13 år.

Denne artikel er et læsertip. Du kan også tippe Faxe.nu ved at sende billeder og tekst til tip@faxe.nu.

Foto: Christian Colberg

 

Kommentarer