3 medaljer til svømmetalentet Naya Modin
3 nye medaljer til svømmetalentet Naya Modin Thomsen under stort internationalt mesterskab.
Naya Modin Thomsen sikrede sammen med resten af det danske juniorlandshold en overlegen sejr til Danmark ved de Nordiske Juniormesterskaber i Letland, hvorfra Køge svømmeren netop har hjemtaget én guld- og to sølvmedaljer. Totalt deltog der 11 nationer ved de Nordiske Juniormesterskaber i Riga, hvor Danmark blev mest vindende land med 359 point. Nummer to blev Sverige med 244 point og på tredje pladsen kom Finland med 222,5 point. Holland og Schweiz deltog også i de nordiske mesterskaber men udenfor konkurrencen, da landende ikke er en del af Norden. Den 15-årige svømmer Naya Modin Thomsen fra Dalby repræsenterede for andet år i træk Danmark ved de Nordiske Juniormesterskaber i svømning, hvor hun bidrog med 43 point til Danmarks samlede sejr over Sverige, Finland, Norge, Estland, Letland, Litauen, Island og Færøerne.
De mange point crawlede Naya hjem i fire løb:
Guld til Danmark i 4×100 fri holdkap indbragte 18 point
Sølv til Danmark i 4×200 fri holdkap indbragte 14 point
Sølv i 100 fri indbragte 7 point og en ny personlig rekord med tiden 00:59.04
Nr. 6 i 200 fri indbragte 4 point.
Nayas tre stykker metal gjorde hende også til den mest vindende danske kvindelige svømmer, idet kun to kvinder fra Danmark vandt 3 medaljer – landsholdskammeraten vandt én medalje i hver farve. Den mest vindende danske dreng imponerede med at vinde 5 stykker metal, hvor de fire var guldmedaljer, og tre af disse blev vundet hjem til Danmark i holdkapperne.
Med sin nye personlige rekord i 100 fri på langbane genvandt Naya sin placering som nummer 1 på den danske rangliste for 15-årige kvindelige svømmere. På samme rangliste er hun også nummer 1 i 200 fri på både lang- og kortbane, som er henholdsvis 25 og 50
meter bassiner.
Naya, der – med den netop vundne guldmedalje – kan kalde sig firedobbelt Dansk Årgangsmester og tredobbelt Nordisk Juniormester, holder nu en velfortjent sommerferie inden svømmetræningen atter genoptages i Køge Svømmeklub og skolen opstartes i 9. klasse på Druestrup Friskole.
Kommentarer