3 sure smileys til skolemadsleverandør

Faxe Kommune:  Virksomheden Kolls&Ko er blevet politianmeldt for sundhedsskadelig skolemad.

Fredag den 4. marts var kontrollanter fra Fødevarestyrelsen på et opfølgende kontrolbesøg hos Køge-virksomheden Kolls&Ko. Besøget resulterede i en politianmeldelse, idet det blev vurderet at adskillige af de tilstedeværende fødevarer var decideret sundhedsskadelige på grund af for høje opbevaringstemperaturer.

Besøget blev gennemført fordi besøg på virksomheden, i både november måned og igen i februar måned, har afsløret alt for høje temperaturer i maden, kritisabel rengøring og manglende egenkontrol.

Ved besøget i februar, der blev foretaget efter en anonym brugerhenvendelse, vurderede kontrollanterne fra Fødevarestyrelsen også at virksomheden ikke var tilfredsstillende rengjort. Dette besøg medførte også en politianmeldelse.

Udover de to politianmeldelser og de tre sure smileys har virksomheden blandt andet fået en bøde på 5.000 kroner.

Virksomheden leverer madpakker til et ukendt antal skoleelever i blandt andet Faxe, Køge, Ringsted og Solrød kommuner.

Kommentarer