30-årige Signe Bo ny formand for DUF
Haslev: 30-årige Signe Bo, tidligere forstander på Haslev udvidede Højskole, er valgt som ny formand for DUF, Dansk Ungdoms Fællesråd.
DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd har på sit delegeretmøde den 3. december valgt 30-årige Signe Bo som ny formand. Hun kommer til at stå i spidsen for paraplyorganisationen, der repræsenterer 70 børne- og ungdomsorganisationer med 600.000 medlemmer.
Det vakte opsigt i 2007, da Signe Bo som 25-årig blev udnævnt til forstander på Haslev Udvidede Højskole, og dermed blev ikke bare Danmarks, men verdens yngste højskoleforstander. Signe var forstander på Haslev Udvidede Højskole indtil 2010. Haslev udvidede Højskole gik lige efter jul 2009 i betalingsstandsning.
Nu er 30-årige Signe Bo blevet valgt som ny formand for DUF, Dansk Ungdoms Fællesråd. Signe har været meget aktiv indenfor ungdomsarbejdet i DUF bl.a. som suppleant til styrelsen i perioden 2008-2009. I 2006 var hun ungdomsdelegat til FN’s generalforsamling, og hun har været medlem af DUFs InitiatitivStøtte-udvalg, der bevilger tilskud til nyskabende projekter for børn og unge.
Desuden er Signe aktiv i den kirkelige ungdomsorganisation KFUM og KFUK i Danmark, hvor hun i 2010 blev næstformand. Signe har også være aktiv i elevbevægelsen, bl.a. hos Danmarks Elev Organisation og Danske Gymnasieelevers Sammenslutning.
Signe Bo studerer retorik og bor i København.
Kommentarer