31-årig haslevit fik bilen beslaglagt i Bjæverskov
En 31-årig mand fra Haslev, der tidligere har fået beslaglagt en bil, fik beslaglagt en varebil mandag aften.
Mandag den 19. december klokken 18.30 sigtede politiet en 31-årig mand fra Haslev for kørsel i frakendelsestiden i sin varebil på Vollerslevvej, Bjæverskov. Politiet standsede ham blot med henblik på rutinemæssig kontrol af føreren og køretøjet.
Da politiet kunne konstatere, at den 31-årige flere gange tidligere var blevet afsløret i at køre bil trods manglende førerret, og at han tidligere havde fået beslaglagt en bil, blev denne varebil også beslaglagt med henblik på senere konfiskation på grund af de gentagne overtrædelser af færdselsloven.
Den 31-årige vil blive indkaldt til et retsmøde, når sagen skal afgøres.
Kommentarer