Faxe Ladeplads

35 udsatte børn på lejr på Faxehus Efterskole

faxehus_efterskole2

Faxe ladeplads: 35 børn fra udsatte familier skal på en uges lejr med Blå Kors på Faxehus Efterskole.

En flok frivillige fra Blå Kors tager sammen med cirka. 35 børn i alderen 7 til 12 år på sommerlejr på Faxehus Efterskole fra lørdag den 11. juli til fredag den 17. juli 2015.

Cirka 35 børn fra udsatte familier indtager på lørdag Faxehus Efterskole sammen med en masse frivillige fra Blå Kors. Temaet for lejren er detektivarbejde i Sherlock Holmes-klasssen. Blandt andet skal ungerne opspore en stjålen diamant og fange tyven. Formålet med Faxe-lejren er som på alle Blå Kors-lejre, at børnene skal opleve fællesskab og mærke, at alle er noget værd og værd at være sammen med.

Pause fra en svær hverdag

– Blå Kors’ sommerlejre er til for at hjælpe børn og unge i Danmark, som har brug for at komme væk fra problemer i hverdagen med for eksempel forældre, der er psykisk eller fysisk syge, har et misbrug af alkohol eller stoffer og måske har børnene problemer i skolen, er ensomme eller andet, fortæller Vivi Ravnskjær Terp, der er koordinator for Blå Kors’ sommerlejre.

Mange voksne med

Blå Kors’ sommerlejre bliver kørt af frivillige, og der er mange med – to voksne for hvert femte barn.

– Det betyder, at børnene og de unge på vores lejre får masser af opmærksomhed, voksne, der lytter og støtter, og så er der masser af aktiviteter på alle lejre, så deltagerne kommer hjem med rygsækken fuld af gode oplevelser med andre børn og unge, siger Vivi Ravnskjær Terp.

Ialt 300 børn på lejr med Blå Kors

Sommerlejren på Faxehus Efterskole er støttet af Bikubenfonden, Arbejdsmarkedets Feriefond, Den Sociale Fond, Augustinus Fonden og lokale Y´s Men klubber. I alt 300 børn og unge kommer på ferie med Blå Kors rundt om i Danmark i år.

Man kan læse mere om lejrene på lejre.blaakors.dk eller på Facebook Blå Kors Lejre.

Kommentarer