Haslev

36-årig haslevit anholdt for indbrud søndag

Haslev: En 36-årig mand fra Haslev blev i går lagt i håndjern af politiet på Rolighedsvej i Næstved

I går, søndag den 13. januar, klokken 15.56 blev politiet kaldt ud til Rolighedsvej i Næstved, hvor en årvågen borger havde set en mistænkelig mand bryde ind i et hus. Borgeren kunne give et meget fyldestgørende signalement af indbrudstyven og holdt ham under observation, indtil politiet kom.

Indbrudstyven var imidlertid stukket af i mellemtiden, men en betjent fik hurtigt øje på ham og satte efter. I samme øjeblik kom en anden betjent, der netop havde fået fri fra tjeneste, kørende mod tyven. Den civile betjent råbte ham an, men tyven ville ikke stoppe.

Der gik dog ikke mange sekunder før han var blevet fanget i nærheden og lagt i håndjern.

Det viste sig at være en 36-årig mand fra Haslev. De efterfølgende undersøgelser viste, at den 36-årige udover indbruddet på Rolighedsvej sandsynligvis vil kunne sigtes for flere andre indbrud i området.

Kommentarer