37-årig haslevit afpresset via dating-app
En 37-årig mand fra Haslev var i fredags udsat for et afpresningsforsøg. Betal 500 Euro eller få nøgenvideo offentliggjort.
Formentlig troede den 37-årige mand fra Haslev, at han havde fundet – måske ikke den store kærlighed – men i hvert fald godt selskab i en periode, da han i fredags via en app, der hedder Lovoo, var kommet i kontakt med en kvinde. Fra app’en bevægede de sig sammen videre til Skype, hvor kvinden tog sit tøj af foran kameraet.
Manden gengældte afklædningen, men nu fik tonen en knap så hjertelig lyd. Kvinden skrev, at hun havde optaget en video af den afklædte mand, og at han skulle betale hende 500 euro, for ellers ville hun offentliggøre videoen af ham nøgen.
Det var ikke lige afpresning, manden havde haft i tankerne, da han tog sit tøj af, og han kontaktede derfor politiet, der kunne fortælle ham, at han under ingen omstændigheder skulle overføre penge til kvinden. Han skulle i stedet skynde sig at tage en masse skærmdumps og sende til politiet som dokumentation for deres samtale og samvær online.
Han sendte politiet 36 skærmdumps, der bakkede hans historie op. Kvinden i den anden ende havde absolut ikke rent mel i posen. Og hun blev da også ved at true med, at hun ville lægge videoen ud på mandens Facebook-side, hvis ikke han overførte pengene. Videoen er, så vidt politiet ved, dog ikke offentliggjort i skrivende stund.
Hvordan beskytter man sig over for den slags? Amorinerne blomstrer, modparten er sød, og man vil rigtig gerne i kontakt med hende eller ham. Hvad gør man så?
Der lurer jo folk med skumle bagtanker alle vegne – også bag computerskærme – og selv om det er meget ærgerligt, at vi ikke kan stole mere på hinanden, vil politiets gode råd være at vente med at tage tøjet af, til man mødes ansigt til ansigt. På den måde vil det være lidt lettere at kontrollere, om man bliver optaget eller ej.
Kommentarer