Rønnede

37-årig mand har mishandlet sin søn i årevis

Retten_Naestved_01

Rønnede: Der kører i øjeblikket en opsigtsvækkende voldssag mod 37-årig tidligere rocker ved retten i Næstved

En 37-årig mand blev i juni anholdt i sit hjem i Rønnede og varetægtsfængslet, tiltalt for i årevis at have udsat sin nu 11-årige søn, for vold og trusler.

Det fremgår af anklageskriftet at han har mishandlet, banket, truet og vanrøgtet, sønnen siden han var tre år. Her står det også hvordan faderen, der er tidligere rocker, skal have brækket nakken på et kuld kattekillinger og bagefter parteret dem med en skovl for øjnene af sønnen, mens drengen fik at vide, at ’næste gang er det din tur’. Det skriver Ekstrabladet.

Drengens 34-årige mor anmeldte faderen for vold mod drengen efter en samtale med drengen i juni måned. Her havde drengen blandt andet sagt:

– Jeg kan ikke længere holde ud at bo hos far, fordi han slår mig. Jeg har lyst til at tage mit eget liv. D (storebror red.), dig og vores hund er de eneste, der holder mig i live…

Faderen fik forældremyndigheden, da drengen var tre år. Ifølge moderen, fordi hendes advokat havde begået flere fejl. Derefter så hun sjældent drengen, idet faderen næsten hver gang hun skulle have samvær, kom med undskyldninger. Det fortalte drengens mor, da hun onsdag vidnede i retten i Næstved.

Det kom også frem, at moderen meget tidligt i sønnens liv, havde underrettet både Statsforvaltningen og kommunen om, at hendes søn blev slået af sin far.

Hun fortalte også, at faderen en dag havde slået sønnen, fordi han havde fortalt sin lærer på skolen, at han blev slået derhjemme.

Den 11-årige dreng bor i øjeblikket i Solrød, hos sin mor, der nu forsøger at få forældremyndigheden.

Der falder dom i sagen 11. december.

Kommentarer