Kunst på Elmgård i weekenden
Faxe/Faxe Ladeplads: To lokale kunstnere deltager i “Åbne Atelierdøre” i weekenden d. 27. og 28. august, hvor man kan se deres udstilling på Elmgård
Charlotte Clausen, der bor på Ægirsvej i Faxe Ladeplads, er uddannet på det Fynske Kunst Akademi og etablerede efter afgang i 1999 et galleri i København, som kørte et par år, sammen med nogle af de andre studerende.
Men så blev Charlotte lokket her til egnen p.g.a. et job som billedkunstlærer på Faxehus Efterskole. Det var jo fristende med skov og strand, da hun dengang boede inde på stenbroen, hvor sønnen skulle have vasket hænder hver gang han havde leget i sandkassen ( p.g.a. forureningen). Det er nu 10 år siden. Sønnen er blevet stor og der er kommer flere små til.
De seneste år har Charlotte Clausen igen kastet mig over maleriet, der ellers har stået på stand by i en årrække. Charlotte har nu fundet en let og legende tilgang til maleriet, og glæder sig til at vise noget af det, hun har arbejdet med, frem på Elmgården her i weekenden, hvor hun udstiller sammen med en kollega fra Faxehus, Marianne Piil.
Marianne Piil laver bl.a. acrylmaleri med udgangspunkt i natur, hvor hun fortolker sine indtryk fra forskellige oplevelser i naturen. Både de ydre landskaber er inspirerende, men også de indre landskaber er spændende at udforske. At skabe et univers der går på tværs og kan rumme ånd og antydninger er noget af det Marianne er optaget af lige nu. Marianne laver også blandningsformer hvor jeg blander akvarel,collage,tusch og acrylmaling.
Marianne Piil har beskæftiget sig med det billedlige udtryk i mange år, samtidig med hun underviser på Faxehus efterskole i billedkunst. Marianne er medlem af den lokale billedgruppe “Skinfaxe” som også laver udstillinger lokalt.
Udstillingen finder sted på Elmgård, Dyrehavevej 1, 4640 Faxe.
Atelierdørene er åbne lørdag den 27. august og søndag den 28. august, begge dage fra kl. 10.00 til kl. 17.00.
På www.aabneatelierdoere.dk kan man se hvilke kunstnere der deltager.
Kommentarer