39-årig anholdt efter indbrud på Præstøvej

Faxe: En 39-årig mand fra Faxe blev torsdag formiddag anholdt på Kornagervej, i en stjålet bil.
Et vidne anmeldte torsdag den 28. januar klokken 11.13, at der luskede en ukendt og uvedkommende mand omkring ved et hus på Præstøvej i Faxe. Der holdt også en Peugeot på stedet, som den mistænkelige mand forsvandt i kort efter.
På grund af vidneforklaringerne fandt politiet frem til Peugeoten, der holdt parkeret ved et hus i Faxe. Samtidig med, at politiet ankom til stedet, startede Peugeoten, men blev standset på Kornagervej af politiet.
Føreren var en 39-årig mand fra Faxe, og han blev anholdt klokken 11.52. Det viste sig, der havde været indbrud i huset på Præstøvej, hvor der var blevet stjålet både smykker, kgl. porcelæn og Playstations, og den 39-årige blev sigtet for indbruddet.
Peugeoten viste sig at være stjålet et par dage tidligere i Faxe, og den 39-årige havde i øvrigt ikke noget kørekort. Politiet fandt også en låsbar foldekniv med et blad på otte cm, og den 39-årige blev derfor sigtet for overtrædelse af våbenloven. Han er også sigtet for tyveri af bilen og for kørsel uden førerret, og det overvejes i øjeblikket, om den 39-årige skal fremstilles i grundlovsforhør.
Kommentarer