39-årig blev alvorligt forbrændt i sit hjem i Dalby

Dalby: En 39-årig mand blev lørdag kørt til Hvidovre Hospital efter en ulykke med en gasledning, hvor gassen blev antændt.
Lørdag den 2. april klokken 15:45 lød alarmen på brandstationen i Haslev og meldingen lød på et gas-ledningsbrud i et privat hjem i Dalby.
Husets beboer var i gang med at rive en væg ned, da han med en stiksav rammer en gasledning i væggen. Det opstod en stikflamme og manden bliver forbrændt i både ansigt og på overkroppen. Det skriver TV Øst.
– Han bruger en elektrisk stiksav og får skåret ind i en gasledning i væggen, det er jo ikke den bedste kombination, så det afføder en stikflamme fordi gassen bliver antændt, siger vagtchef Ole Hald til TV Øst.
Den 39-årige mand blev kørt til brandsårsafdelingen på Hvidovre Hospital.
Der var ikke udbrudt brand i huset i forbindelse med ulykken.
Kommentarer